Fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
HIF - Avarta: 1-2
Den kloge narrede den mindre kloge.
Ja, så kom vi allesammen lidt ned på jorden igen. HIF startede som lyn og torden, men den første chance tilfaldt dog Avarta. Efter indlæg fra venstre, får en Avarta-spiller hovedet på, og kun en fænomenal redning af Christian Madsen, forhindrede en føring til udeholdet. Helt oppe under overliggeren får han verfet bolden til hjørne. Da Avarta har taget dette, får HIF fat i bolden og via tre stationer ender denne hos Christian Lundby, der dog rammer stolpen. Vi sad og håbede på at dette ville være den gældende norm for resten af kampen. Men efter 5-10 minutter dalede tempoet gevaldigt. Smart hjulpet ned af Avarta, og HIF forstod aldrig at få sat det i vejret igen, desværre, for dette ville have kørt Avarta over. HIF havde bolden mest i hele resten af halvlegen, men bortset fra spredte chancer, blev denne spillet nærmest i gå-tempo. En ting jeg bed mærke i, og det var hver gang Christian Madsen skulle sætte bolden i spil igen, så tog det en krig, hvilket betød at Avarta havde alle sine spillere på plads.
Anden halvleg blev ikke meget bedre. Stadig kunne man se at HIF var bedre, men igen var tempoet helt nede. Og så sker det, som man desværre har set så ofte. Et hurtigt taget frispark, og bolden ligger i HIF-nettet. Her har spillerne lidt at lære: At man ikke står og diskuterer hvem, der var skyld i, og hvorfor frisparket blev begået.
Små ti minutter senere, 0-2 og et totalt udspillet HIF-forsvar. Herefter blev alt kastet frem, men Avarta stod stadig godt, og forstod at udnytte HIF's ineffektivitet. En anden ting er, når man finder ud af at målmanden (Jan Budtz) tager alt der kommer i luften, i det lille felt, så må bolden lægges længere ud.
I dommerens femte minuts overtid får HIF et frispark fem meter uden for straffesparksfeltet. Thomas Frost banker bolden afsted og i en klumpspilssituation, får Christian Lundby sidste fod på bolden, og reducering til 1-2. Bolden er kun lige givet op, da dommeren fløjter kampen af.
Jeg vil egentlig ikke her fremhæve nogen frem for andre, hverken positivt eller negativt. Der var mange opløftende momenter, men det er for nemt at trække holdet ned i tempo. Jeg kan ikke tilskrive dette manglende rutine, for det meste af holdet har altså prøvet divisions-fodbold, så hvad, der gør det, kan jeg ikke lige sætte fingeren på.
Der er for mange, der trækker sig ud af kampen, men når disse ting bliver rettet, er jeg overbevist om at der nok skal komme mange flere points på kontoen. Ikke at de skulle kunne række til oprykning, men bestemt heller ikke nedrykning.