Fra HvidovreFanklub.dk af Dennis Eliasen
Godt comeback af HIF
Selvom banen stadigvæk var mærket ovenpå torsdagens ynglingekamp, så kunne man alligevel ikke tillade sig at klage – vejret var perfekt til en god fodbold søndag!
Til trods for de gode rammer valgte Hvidovres spillere først at komme på banen efter 10 minutters spil, og det benyttede Brøndby sig af og bragte sig foran 2-0. På det første mål bliver BIFs Mikkel Jensen sendt af sted i højre side og han lægger bolden fladt ind til Ruben Bagger, som i ren ”Jon Dahl”-stil sparker bolden i mål med en flad inderside. I det 9. minut bliver BIFs føring fordoblet da Martin Spelmann sender bolden ind over stregen.
Først efter den meget ærgerlige start begynder HIF at tage del i kampen. I det 12. minut får HIF tilkæmpet sig et hjørnespark, men desværre bliver det ikke rigtig til noget. Et par minutter senere sender Steen Nedergaard et indlæg ind i Brøndbys felt, men Svendsen og MOL, som begge går op til bolden, får generet hinanden så meget at chancen løber ud i sandet. Alligevel havde HIF på dette tidspunkt af kampen et lille overtag og det giver også bonus i det 16. minut, hvor Lars Hjortshøj bryder igennem, afleverer ud i højre side til Barfoed som med et flot indlæg finder Mike P. inde foran mål : 1-2!
Sådan en scoring burde man formode ville give lidt mere selvtillid, men allerede ved det efterfølgende Brøndbyangreb, hvor Mikkel Jensen bliver spillet dybt af en bold imellem MOL og Timmi (!) er der fare på færde. Heldigvis bliver det i den situation kun til lige ved og næsten for de blå-gule.
Fra det 20. minut og de efterfølgende ti er det HIF der er klart dominerende: Søren C. har et fladt og hårdt skud med højrebenet som stryger tæt forbi den ene opstander; Svendsen har et hovedstød indenfor rammen som desværre har for lidt kraft i sig og endelig får Mike P. erobret bolden hvilket resulterer i en 2 mod 1 situation hvor Mike måske skal vælge at spille Mark Svendsen i stedet for at afslutte. Skuddet bliver nemlig blokeret og løber ud i ingenting.
I det 32. minut viser MOL sin rutine ved at bryde en aflevering der spilles op på en angriber lige udenfor feltet. Desværre får MOL ikke belønning efter fortjeneste idet dommeren fejlagtigt dømmer frispark. Et farligt BIF-frispark bliver sendt af sted men Mads får fingrene på og bolden går til hjørne. Og nu må det vist være på tide at introducere dommeren. For på den første halve time har det lykkedes ham at lave adskillige fejlkendelser, hvilket han også i hårde vendinger får at vide af hjemmeholdets publikum. Den præstation bliver endnu værre i det 37. minut hvor Mike P. løber dybt på en høj bold. Han hopper op til den et par meter inde i feltet med ryggen til mål, men i samme moment stormer BIFs målmand, Michael Tørnæs, ud fra stregen og boxer både til bold og til Mike og minsandten om dommeren ikke dømmer frispark til målmanden – total fejlkendelse!
Så havde begge hold efterhånden indstillet sig på at gå til pause med et 2-1 resultat, men Brøndbys Mike Jensen (som i øvrigt er søn af den tidligere HIFer Henrik Jensen) ville det anderledes. Han bliver spillet dybt inde i feltet og med en flot og velkontrolleret 1. berøring tager han et træk uden om Mads Hamberg og sender bolden i mål til 3-1. På det tidspunkt er der spillet 43 minutter.
Første halvleg slutter med et forsøg fra Timmi, som desværre ikke får bolden indenfor målrammen.
Efter godt og vel 10 minutter i omklædningsrummet, så står HIF klar på banen og de udstråler en helt anden gejst fra starten af 2. halvleg. I de første 3 minutter af halvlegen får HIF tilkæmpet sig 2 hjørnespark, men ingen af dem bliver rigtig farlige. På det andet hjørnespark sker der også det uheldige at Nedergaard falder uheldigt ned og bliver liggende. Et hurtigt gisp går igennem publikum, men ”Steno” kommer heldigvis op igen.
I det 51. minut bryder Mike igen igennem i højresiden, hvor han med en lang tå får spillet bolden på tværs mod en fremstormende Mark Svendsen, men desværre får målmanden afværget forsøget og bolden går til endnu et HIF-hjørne.
I det 55. minut får HIF tildelt det fjerde hjørnespark i 2. halvleg og det er helt klart de røde smede der på dette tidspunkt har momentum i kampen. Fem minutter senere bliver der spillet op på Svendsen der står med ryggen til mål lige udenfor feltet, men han får alligevel vendt sig og sparket på mål. Flot fight af Svendsen!
Kort forinden har HIF foretaget en udskiftning, hvor Nedergaard er gået ud og JK erstatter ham i midterforsvaret.
Så får HIF endnu en advarsel om at man skal være 100% koncentreret når man møder Brøndby, for i det 60. minut sparker de blå-gule bolden på overliggeren efter et flot gennembrud. Heldigvis bliver det ved lige ved og næsten.
Så sker der det i det 65. minut at dommeren mener at han endnu engang vil illustrere sin inkompetence, så han dømmer et meget tvivlsomt straffespark til Mark Svendsen. Det omsætter Rasmus Wulff til scoring og Hvidovre er pludselig med i kampen igen.
De efterfølgende 10minutter bliver en fase uden de store chancer og først da der mangler ca. 10 minutter begynder der at ske noget igen: Mark Svendsen får tilkæmpet sig et frispark lige uden for feltet, men desværre sparker Wulff bolden et godt stykke over mål.
Men Hvidovre havde mere at byde på og i det 83. minut får de tilkæmpet sig endnu et hjørnespark. Timmi sparker et godt indadskruet hjørne og blandt venner og fjender dukker Mark Svendsen op og header bolden i mål til en forløsende udligning: 3-3!
Efter udligningen var begge hold mere eller mindre tilfredse med resultatet og det blev ikke rigtig til det store i slutningen. Dommeren fløjtede af efter 3 minutters overtid.
For anden uge i træk kommer HIF tilbage efter at have været bagud med 0-2 og det indikerer en rigtig god holdmoral, og jeg tør næsten gå så langt som til at sige, at hvis HIF også havde været på banen de første 10 minutter, så havde vi løbet med alle tre point! Ikke desto mindre er det rigtig flot bare at spille lige op med et Brøndby-hold, som både havde Auri Skarbalius, Ruben Bagger, Thomas Rytter, Henrik Kildentoft og Stefan Schmidt i startopstillingen.