Fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
HIF gav aldrig op
Efter et par dage med strålende solskin, blev det i dag dagen, hvor skyerne gik for, og det virkede, som om det prægede HIFs spil. De første 30 minutter foregik på Glostrups præmisser, og det var da også helt fortjent, at de, allerede i det 8. minut, bragte sig foran 1-0. HIF var slet ikke med i kampen i denne periode, og vi var mange, der havde svært ved at se, at HIF skulle komme fra Glostrup med points. Nogle få, meget løse chancer, blev det til HIF i denne periode, hvor Glostrup sagtens kunne have ført med både 2-0 og 3-0. Men efter de første 30. minutter, begyndte HIF, langsomt, at spille sig tilbage i kampen. Der skulle dog gå hele 32 minutter, førend HIF havde den første store chance, men målmanden kan følge skuddet hele vejen, og samler sikkert op. Efter 36 minutter får HIF hjørne og efter en del tummult i det lille felt, dukker Jesper Kristoffersen op, og sender bolden i nettet. Chancerne bliver flere til HIF, men stillingen holder indtil pausen.
Anden halvleg var kun to minutter gammel, da Søren Christiansen får den første chance. Dog bliver hans skud for løst, og Glostrups målmand samler op. Det bliver til flere HIF-chancer, men ind vil bolden ikke. I det 67. minut foretages der en dobbeltudskiftning, da "Didi" kommer på banen i stedet for Michael Barfoed, og Philip Søkjær erstatter Christian Lundby. Det sætter lidt mere skub i HIFs spil frem ad banen, og det er nu HIF, der styrer kampen. "Didi" har kun haft 1 minut på banen, da han har den første chance, men målmanden tager sig af skuddet. Glostrup bliver, efter 27 minutter, reduceret til 10 mand, da en af deres spillere, pådrager sig sit andet gule kort, kun 1 minut efter han har fået sit første. I det 75. minut, satses der rigtigt offensivt, da Morten Andersen, udskiftes med Tayfun Cevik. I det 36. minut får HIF frispark, og det sendes godt ind i feltet. Her dukker J.K. igen op, og sender bolden over stregen til 1-2. Dette udløste stor jubel hos HIF-tilhængerne. I det 39. minut får HIF så straffespark, da Mark Svendsen nedlægges i feltet. Et måske lidt tyndt tømt straffe, men Rasmus Wulff udplacerer Glostrupmålmanden. 1-3, og så var den kamp lukket, da der ikke skete mere spændende.
En god sejr, på en ikke særligt velspillet dag. Det skal lige tilføjes, at efter Wulffs scoring, brød solen igennem skyerne, og sørgede for at vi fik en fantastisk tur hjem i bussen. Nu venter vi spændt på, hvad B93 formår mod Holbæk i morgen, søndag. Derefter er vi klar til en rigtig topkamp på Hvidovre Stadion, der kan give HIF førstepladsen i divisionen.