Fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
God hjemmebaneafslutning
Det var ikke den bedste optakt til kampen, at Jesper Kristoffersen, som jeg synes har været en af de bærende kræfter i forsvaret, måtte melde afbud på grund af en fiberskade. I stedet for var Mike Petersen blevet rykket ned, og det var der vist ingen, der fortrød. Efter min mening, en af de absolut bedste på holdet, bortset fra en enkelt svipser, en rigtig "Thomas Helveg", så var der vist ikke meget at udsætte på hans præstation. Men derudover, var det en god hjemmebaneafslutning at få, og hele holdet kæmpede forbilledligt og hårdt. Der er ingen tvivl om, at spillerne ønskede at vaske Holbæk og KB kampen af sig. Det lod dog vente på sig, at der blev skabt åbne chancer. En våd bane, gjorde heller ikke spillet nemmere, og vi skulle helt hen i det 33. minut, førend der virkeligt var noget at juble over. Ind til da, havde der været få spredte chancer til begge hold, med et overtag til Hvidovre. Men et hjørnespark sendes ind over, og i første omgang afvises det af Roskilde, men bolden ryger ud til Michael Barfoed, og han har jo bevist før, at han kan sparke langt ude fra, så det gør han igen. Så hårdt, at bolden ryger ud igen, og efterlader tvivl om der overhovedet er scoret, men det mener dommeren at der er, så 1-0 til HIF. To minutter senere er alle sikre på at stillingen er 2-0, da Christian Lundby, frækt med hælen, frispiller en fremadstormende Søren Christiansen, men her dømmer liniedommeren, fuldstændigt uforståeligt, offside. Den var han vist den eneste på stadion, der så. Minuttet før ordinær spilletid, spilles Lundby helt fri, af en viderestyring af Lasse Rostholm, men han mangler den sidste skarphed, og chancen løber ud i sandet. Minuttet efter sender Bo Nielsen en perfekt bold ind i Roskilde-feltet, og her dukker Søren Christiansen op, og med et perfekt hovedstød, dirigerer han bolden i nettet. 2-0 og stor jubel. I samme minut, og lige inden dommeren fløjter til pause, har Roskilde en af deres få chancer, med et godt langskud, men Mads Hamberg kommer godt ned og afværger.
Starten på anden halvleg bliver en tam affære. Først i det 61. minut, er der fare på færde. Bo Nielsen trækker godt igennem i højresiden, og spiller ind over fra baglinien. Her dukker Søren Christiansen op, og kun en fabelredning af Roskilde's målmand, forhindrer hovedstødet i at gå ind, og gøre Søren til dobbelt målscorer. Tre minutter senere er det så Søren's tur til at gå til baglinien. Centrer godt ind over, og Michael Barfoed hamrer til, men, desværre, lige på målmanden. 66. minut, endnu en af få Roskilde-chancer. En firsttimer lige uden for feltet, som Hamberg igen, sikkert, tager sig af. To minutter senere er det så lige ved at gå galt, da Mike laver sin føromtalte eneste fejl i denne her kamp. Hamberg er, endnu engang, på pletten, og blokerer en helt fri Roskildespiller. I det 71. minut bliver HIF-forsvaret overspillet, men Mike kommer godt tilbage, og får afværget. Mark Svendsen har to chancer, som han brænder på det skammeligste i det 79. og 80. minut, hvor den sidste smutter imellem benene på ham. I det 84. minut får Hvidovre så et frispark i venstre side, og Rasmus Wulff sender bolden godt ind i feltet. Lidt for tæt på målet, så Roskilde's målmand, når ud og bokser væk. Lige ud til en helt fri Morten Andersen, som lige vil sætte et smukt punktum på en god sæson, ved at hamre til med en firsttimer, og uden nogen chance scorer han til 3-0. I det 90. minut kommer så den sidste chance, da Mikail Anli, for én gangs skyld, sender bolden videre, i samme moment som han modtager den, ud til en helt fri Barfoed, der trækker ned mod målet, skyder hårdt, men lige på målmanden.
Alt i alt. En god afslutning, på en, trods alt, god HIF-sæson. Slagelse var lige ved at give en hjælpende hånd, da de var ved at indhente Holbæk's 4-1 føring, men to scoringer til slutresultatet 3-4, var ikke nok. Det bliver andendivisionsbold igen til næste år, hvilket ligger fast, selvom der resterer en enkelt kamp. Men hverken Næstved eller Holbæk kan hentes. Men med en 3. plads, i den første sæson efter tilbagevenden til divisionsbold, er sandelig også flot.