Fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
Hvidovre tilbage på banen
Det var med stor spænding at Fanklubben drog til Uganda Ground på Amager. AB70 havde gjort det lidt tættere i toppen af divisionen, grundet deres uafgjorte kamp mod B93 i sidste weekend, så spørgsmålet var jo nu om de skulle kunne gentage kunststykket.
Der var en del omrokeringer da bl.a. Jesper Kristoffersen måtte blive ude grundet sygdom, og desværre ser ud til at være væk et halvt års tid endnu. I hans sted, var valgt Jesper Myhrmann, og bortset fra et par svipsere, så viste han, at han er en fuldgod erstatning til midterforsvaret. Det skal nok blive mere stabilt med lidt mere rutine og kendskab til kollegaerne.
Det var AB70, der kom bedst fra start, og havde allerede i det første minut, en kæmpechance som blev misbrugt. De fik et par stykker mere i de første ti minutter, hvorefter det virkede som om, at midterforsvaret lærte hinanden at kende. Hvidovre har da også deres chancer, men ind ville bolden ikke. Efter de første ti minutter, får Hvidovre bedre fat i AB70, og får lagt presset langt højere oppe. At Lars Hjortshøj er tilbage som højre back, giver langt bedre muligheder for at få backerne til at støde med frem, og det gjorde Lars adskillige gange. Det giver altså en helt anden dynamik på holdet. Det fik også Jonas Schumacher til at blive mere offensiv, men ikke helt så meget som Lars. Hvidovre har i denne periode mange chancer, men ingen mål. Patrik Jensen, som får debut i denne kamp, veksler godt med Christian Lundby helt fremme, og giver også Christian mulighed for at gå lidt længere ned i banen. Det samarbejde skal vi nok få mange glæder af. I det 39. minut kommer så forløsningen. Mikail "Man of the match" Anli går fri på højrekanten, lægger godt ind over til bageste stolpe, hvor Christian Lundby header baglæns til netop Patrik Jensen, og med et hårdt skud udplacerer han AB70's målmand med et godt debutantmål. Målet kommer dog til at virke lidt som en sovepude, og resten af halvlegen kommer AB70 længere frem på banen. Et par gode chancer bliver det til, men ingen scoring.
Anden halvleg starter som første er sluttet. AB70 presser på og efter 5 minutter får de så scoringen. Jeg når ikke at se selve målet og optakten, da jeg er oppe for at fortælle tidstageren at de har glemt at starte uret. Jeg får dog at vide at det er gået i stykker. Hvidovre arbejder ufortrødent videre, og i halvlegens 15. minut spilles Mikail Anli fri i en hurtig kontra, trækker ind i feltet, og med et hårdt skud, udplacerer han målmanden. 1-2. Herefter får HIF overtaget. I det 23. minut spiller Christian Lundby ud i højresiden til Mikail, han løber fri, men spiller på tværs til Mark Svendsen, og sikkert udplacerer han målmanden. 1-3. Tre minutter senere har AB70 et frispark, og den tidligere Hvidovre-spiller Michael Gernsøe, sparker, og uheldigt for AB70 tager bolden underkanten af overliggeren og springer i spil igen, til en AB70 spiller, som dog header over i helt fri position. Dem havde de et par stykker af. 10 minutter før slutfløjtet har Hvidovre frispark lige uden for AB70's felt. I stedet for at skyde, vælger Mikail at løfte bolden op (naturligvis med foden). Den rammer jorden en enkelt gang, hvorefter Lars Hjortshøj hamrer til, og 1-4 er en realitet. I det sidste minut får AB70 en udvisning, da bolden hamres ind i banden i ærgrelse over en brændt chance, hvilket giver pågældende spiller hans anden advarsel.
Konklusionen må være at Hvidovre helt klart er tilbage på banen. De nye spillere går ind og gør det godt. Jesper Myhrmann, som tidligere omtalt, spiller sig op, og gør det ikke sværere for sig selv i resten af kampen, men går til stålet og spiller det sikre. Patrik Jensen, som stadig er ynglingespiller, gør det han skal, men giver også angrebet en anden tyngde. Mikail Anli spiller helt formidabelt, men falder for let i nogle situationer, hvilket også koster ham et gult kort for film, selvom alle på stadion kunne se, at det var et klodset fald hvor han hænger fast i græsset.
Det bliver spændende at se næste søndag, hvor endnu en topkamp er programsat, nemlig mod B93. Det er en fornøjelse at se stillingen. VI LIGGER NUMMER 1.
En anke jeg dog har. Hvorfor i alverden er der nogle, der vedblivende skal kalde modstandere og dommere for bøsser og ludere ?. Det er direkte irriterende at høre på. Der er så mange andre ting man kan råbe, hvis det skal gøres. Brug dog energien på vores egne spillere i stedet for - og ja, det gælder også mig selv. Og at en stakkels bolddreng skal chikaneres fordi han jubler ved AB70's scoring er himmelråbende tåbeligt. Ja, jeg ved godt at det blev færdigdebatteret på stadion, og også at der blev givet en undskyldning, men jeg synes alligevel, at jeg lige må få luft her.
Vi ses næste søndag.