Fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
Pointdeling i jævnt kedeligt opgør
På forhånd viste vi nok, at KB er et godt hold. De står meget kompakt og disciplineret i forsvaret, og har også formået at score 47 gange i år. Så det var en vanskelig opgave HIF skulle ud på. Når man så tillægger at HIF har rækkens absolut bedste forsvar, så skulle der nok meget til, førend der blev scoret. Det blev da også et meget jævnt opgør. HIF havde svært ved at få lagt det pres, der skulle åbne KB-forsvaret. I den anden ende, tog HIFs forsvar af alt, der kom, og KB havde vel, set over hele kampen, ikke en chance, der gik inden for målrammen. HIF, derimod, lagde friskt ud, og allerede efter 41 sekunder, kom den første store chance, da Martin Reindorf modtager bolden på kanten af feltet, og spiller videre til Christian Lundby, der skyder, men målmanden redder det lidt svage skud til hjørne. I øvrigt skal det også tillægges at KBs målmand, Thomas Villadsen, har en evne til altid at stå formidabelt på Hvidovre Stadion, men mere om det. Så skulle der gå små ti minutter, førend HIF tager fat igen. Martin Reindorf spilles fri i højre side, men igen tager målmanden sig af afslutningen. Vi skal faktisk helt hen til det 32. minut, før KB er igennem HIF-forsvaret, men den chance tog Kenneth Jepsen sig af. To minutter senere spilles Morten Bech fri på kanten af feltet, men hans afslutning er ikke hård nok. Tre minutter før pausefløjt, brænder det på hos KB efter et langt indkast fra Rasmus Wulff, men det afværges til sidst til indkast i modsatte side. Dette bliver kastet ind i feltet, hvor Christian Lundby modtager, men hans afslutning går over mål. I kampens overtid har først KB et frispark, der heades over mål, og i samme minut, får HIF tilkendt et frispark midt på KB's banehalvdel. Dette sparkes ind i feltet, hvor Jesper Kristoffersen får hovedet på, og KB's målmand må ud i en TV-redning. Det havde ellers lunet godt med en scoring.
I anden halvleg kommer HIF endnu bedre med, men der skal gå ti minutter før den første chance opstår. Mikail Anli får lagt godt ind i feltet, hvor Morten Bech dukker op og får hovedet på, men målmanden får igen fat, men må ud i fuld længde for at redde. Minuttet efter laver Jesper Skak et overlap med Benno Petersen, og løber op ad linjen. Hans indlæg bliver dog for skævt, og ingen samler op. Der opstår i samme minut endnu en stor chance, men selv med 4 mand i feltet, får HIF ikke scoret. Ayoub Sørensen kommer på banen med en halv time tilbage, og han får straks sat skub i angrebet. Hans første berøring består i et træk skråt ind i feltet, og en rigtig god afslutning, som, igen, bliver reddet af Thomas Villadsen. Endnu en stor chance i det 73. minut bliver reddet af Villadsen med det yderste af neglene. I det 78. minut bliver Benno Petersen sendt alene afsted, men han hives i trøjen af KBs bageste mand, og falder lige uden for feltet. Helt uforståeligt forbliver dommerens fløjte tavs. Den sidste chance kommer i det 85. minut, da Ayoub tryller på kanten af feltet, spiller 1-2 med Benno Petersen, men han kommer lidt for tæt på målet, og bliver reddet ud.
Alt i alt, ikke nogen køn kamp. Det er ikke fordi jeg ikke vil fortælle om KB's chancer, men det var ikke mange de havde. Hvidovre bevarede pladsen om den direkte oprykning, og nu er der lagt op til et brag på søndag, når HIF tager til Roskilde.