Fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
En velfortjent sejr i topopgøret.
Der var lagt op til et spændende topopgør da Brøndby i dag var på besøg på Hvidovre Stadion. Og det blev et både spændende og underholdende opgør de 1374 tilskuere blev vidne til. Allerede efter 3 minutter igangsætter Wulff en kontramulighed som Asmat er lige ved at nå i dybden, men bolden ryger ud over baglinjen. Nogle minutter senere dribler Mikail ude i venstresiden og får til sidst afsluttet, men sparket bliver blokeret. På dette tidspunkt havde der stået Hvidovre på det meste og efter et kvarters tid har Lundby en kvalificeret afslutning, som Brøndbys målmand Morten Cramer må springe efter for at redde. De efterfølgende 5 minutter kom Brøndby mere med i kampen og de havde blandt andet et skud indenfor rammen samt et hovedstød der også gik mod mål. Rigtig farligt blev det dog ikke. Mere farlig kunne den efterfølgende situation have været da Wulff kaster et langt indkast som dumper ned foran en ikke retvendt Overgård. Han forsøger i situationen at vende rundt og afslutte, men desværre får han ikke ramt på bolden. Efter en halv times spil havner en fejlpasning fra en Brøndby forsvarer hos Lundby, som endnu en gang har en god afslutning. Denne gang er hans spark så kvalificeret at Cramer ikke kan holde den og Asmat følger op, men desværre uden held. Efter 36 minutters spil går Søren C. med i et overlap og kommer til baglinjen. Der tilegner han sig et frispark, som der desværre ikke kommer mere ud af. Overordnet set stod der HIF på de rigtig farlige chancer og halvlegen sluttes også af med et par til de røde, men både Asmats og Wulffs afslutning ryger over mål. En flot 1. halvleg af de røde hvor det mest ærgerlige var, udover den manglende scoring, at Mikail skulle trække et dumt gult kort da han lavede en glidende tackling på en Brøndbyspiller nede ved Brøndbys egen baglinje!!!
Det første lille kvarter af 2. halvleg bød ikke på de store chancer. Den største kom da Lundby endnu en gang brød en bold fra BIFs forsvar men stadig uden held i afslutningen. Så kom der til gengæld gang i målchancerne. Efter en lille times spil laver Wulff et godt indlæg som 3 HIFere næsten når frem til – den sidste er Asmat som er lige ved at lave en målgivende styring med skulderen. Efter 66 minutter kommer forløsningen så endelig: Søren C er havnet i Brøndbys venstreside efter et HIF hjørnespark, og han sparker returbolden ind til bageste område, hvor Lundby dukker op og header den ind – kæmpe forløsning hos spillere og trænere samt på en stemningsfyldt tribune, og helt fortjent efter spil og chancer! Så skulle dommertrioen sætte sig selv i centrum da der kun to minutter efter scoringen højst sandsynligt blev begået et straffespark på Hjortshøj. I situationen vinker linjedommeren og signalerer straffespark, men hoved-dommeren vælger ikke at følge sin linjedommers anvisninger… Den efterfølgende periode frem til det 80. minut bød på lidt af en gang ”indianerfodbold”, hvor de blå-gule havde de bedste muligheder. Det gav et par episoder hvor Jepsen måtte i aktion, og som han fik løst på glimrende vis. Med ti minutter tilbage foretog de to svenske trænere en dobbeltindskiftning: Patrick Jensen kom ind i stedet for Lundby og Ayoub erstattede Hjortshøj. Det skulle vise sig at være en god ide idet Patrick Jensen havde stor andel i det andet mål. Den unge angriber forsøger sig kort før tid med en afslutning, som målmanden kun halv klarer og Mikail sparker bolden det sidste stykke over stregen. 2-0 og kampen var lukket – og endnu en gang røg stemningen helt i vejret på tribunen. Man må sige at der virkelig var mange tilhængere som ønskede at give hjemmeholdet sin støtte i dag, og der er ingen tvivl om at vi i dag var den 12. mand som var med til at gøre en forskel. Lad os håbe denne tilskuer tendens kan fortsætte så vi også i de kommende kampe kan give spillerne al den støtte de har brug for.
Desværre kunne vi i dagens kamp ikke formå at holde nullet da Brøndby ved Asbjørn Sennels fik reduceret til 2-1 inde i dommerens overtid. Det kunne dog ikke overskygge den glæde der var da dommeren efter 94 minutter fløjtede opgøret af og de tre point var i hus! En meget flot kollektiv indsats.
Overordnet set er sejren fuldt ud fortjent. Hvidovre havde det meste af spillet og også de største chancer. Der hvor Brøndby var mest farlige var i kontrafasen, men med en solid defensiv blev det sjældent rigtig farligt foran Jepsens mål.
Der var yderligere en glædelig ting ved dagens kamp, og det var at vi fik endnu en ung debutant på banen i dag. Asmat El Ouargui er tidligere ungdomsspiller i Hvidovre og har efter et ophold i Norwich valgt at repræsentere den klub hvor han startede sin karriere. Asmat er endnu en del af den meget omtalte 1988 årgang som nu tæller 6 spillere der har fået debut på klubbens bedste hold – og flere er måske på vej.
Hvis vi skal kigge lidt frem i tiden så bliver det et par meget spændende uger vi går i møde. Et enkelt point adskiller os fra LFA på 1. pladsen, men selv Roskilde med 3 point mindre end os kan man ikke helt afskrive. En ting er sikkert, og det er at det bliver uhyggeligt spændende og HIF er en del af trekantsdramaet til det sidste…