Fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
Et unødvendigt nederlag
Om det var et bagende varmt stadion, der var årsagen til HIFs tilsyneladende tunge ben, skal jeg lade være usagt, men det kunne være en mulig forklaring. Med spillernes fysiske grundform, burde dette dog være en umulighed. Det var i hvert fald årets dårligste, og mest uinspirerede indsats, hvor vel kun kampen mod Skovlunde i efteråret, kan gøre denne kamp rangen stridig. Forsvaret virkede i starten noget usikkert, men fik dog spillet sig op. Midtbanen formåede slet ikke at sætte sig igennem, og det var nok her, det største problem var. De to angribere i front, fik ikke den støtte, der var behov for, og når de endelig fik den, så var skarpheden slet ikke til stede. Det var ellers ikke chancer og muligheder, det skortede på, men over stregen ville bolden ikke. Det var bare een af de dage.
Nå, men til selve kampen. Slagelse startede forsigtigt ud, og forsøgte at lokke HIF frem på banen. Den første chance til HIF kommer i det 7. minut, da et hjørnespark fra Lars Hjortshøj sendes bagest i det lille felt, hvor Christian Lundby dukker op, men hans hovedstød går forbi. Minuttet efter får Slagelse en kontra, hvor forsvaret overspilles, men en god indsats af Kenneth Jepsen giver hjørne. Her opstår der lettere panik, ser det ud som om, men med stort besvær, sparkes bolden til sidst op ad banen. Rasmus Wulff sender en god diagonalpasning til Asmat, men hans efterfølgende træk tackles af en Slagelse-spiller. I samme minut får Slagelse en chance fra kanten af feltet, men der sparkes langt over HIF-målet. Så skal vi frem til det 20. minut. Jesper Skak spiller op langs linien til Lars Hjortshøj, som snyder Slagelses back, kommer til baglinjen, og lægger ind over til Lundby, som er lige ved at overliste Slagelses målmand. 5 minutter senere brænder det på i HIF-forsvaret. En SBI'er snyder Morten Overgaard og hans afslutning går forbi Kenneth Jepsen, men inde på stregen sparker Jesper Kristoffersen væk. To minutter senere. HIF er stadig presset. Bolden spilles ind over forsvaret, og der appelleres for offside, men afslutningen får Overgaard en lang fod på, og SBI får et hjørne i stedet for. Efter dette arbejder forsvaret en anelse febrilsk, men Jepsen får til sidst samlet bolden op. 29. minut. Jesper Skak får igen lagt ind over i SBI-feltet, men hovedstødet fra Christian Lundby, går igen forbi Slagelse-målet. I det 32. minut har HIF en god kontra, men SBI får lige foden på, og starter et modangreb, hvis afslutning dog går over HIFmålet. 35. minut, Lundby spiller til Asmat, som trækker ind i feltet, men i skudøjeblikket tackles han, hvorefter bolden ryger til Hjortshøj, men hans indlæg ryger lige til en Slagelse-spiller. Jesper Kristoffersen redder sig et gult kort, da han i sin iver for at få bolden efter en dødbold, får fældet Slagelses målmand. Dette kort giver ham karantæne i sidste ordinære kamp i denne sæson, mod Brønshøj. I halvlegens sidste minut har HIF et udmærket angreb, som ender hos Asmat, men hans afslutning bliver ikke hård nok, og samles op af målmanden. Den sidste mulighed kommer efter et hjørnespark, men Jesper Kristoffersen header ved siden af.
Pausen bruges til at skifte Patrik Jensen ind, og Asmat ud. Vi skal helt hen til 10 minutter inde i halvlegen, da først Rasmus Wulff tager et hurtigt indkast til Lundby, som trækker ind i feltet, men der kommer ikke mere ud af det. På den efterfølgende kontra, forsøger Kenneth Jepsen at holde bolden, men det er aldrig godt at bruge teflon i handskerne, så han kan ikke holde fast. Han forsøger at komme ned og tilegne sig bolden, men Christian Uth, kommer lige nøjagtig først, og sender bolden over stregen. 1-0 og en spand koldt vand i hovedet. Ikke fordi HIF på nogen måde havde givet løfter om en sejr, med spillet ind til nu, men Slagelse havde på sin side, heller ikke vist noget særligt. Men det er nu en gang målene, der tæller. Minuttet efter spiller Patrik Jensen bagom Slagelseforsvaret, men Lundby sender bolden over målet. I det 13. minut udskiftes J.K. med en anden Jesper, nemlig Myhrmann. Om det var en skade, eller det gule kort er jeg ikke helt klar over. 5 minutter senere, uden at der er sket noget som helst i kampen, erstatter Ayoub Sørensen, Lars Hjortshøj. I det 21. minut får HIF endelig lagt et pres, men det løber, som så meget andet i denne kamp, ud i sandet. Minuttet senere, sender Rasmus Wulff bolden godt ind i det lille felt. Her står Ayoub Sørensen 2 meter fra stregen, men hans firsttimer formår, desværre, at gå over målet. 2 minutter senere synes Slagelse at de vil gøre kunsten efter, og efter et rigtigt godt opspil fra deres side, sendes bolden så over HIF-målet, og her var Slagelsespilleren endnu tættere på stregen. I det 27. minut har HIF en tre-fire muligheder i samme moment, men ind over stregen vil bolden altså ikke. Så skal vi hen til halvlegens 34. minut. Morten Bech har, ved kanten af feltet, et dommedagsskud, men en fantastisk redning af Slagelse-målmanden, sender bolden ud til Christian Lundby, som sender bolden i nettet. Der er dog forinden vinket for, et eller andet, jeg tror det er frispark, af linjedommeren. To minutter senere. HIF får tildelt et frispark midt på Slagelses banehalvdel. Rasmus Wulff sender bolden ind i feltet, hvor Jesper Myhrmann dukker op, og med sit første mål på divisionsholdet, udligner han Slagelses føring. Stor jubel blandt de mange tilrejsende Hvidovre-supportere. 10 minutter igen, sejren var inde for rækkevidde. Den ordinære spilletids sidste chance tilfalder HIF, da Wulff sender bolden mod bageste stolpe, men endnu engang, går Lundbys hovedstød ved siden af. Så er vi inde i kampens overtid, 3 minutter for at være nøjagtig. HIF ligger højt, og satser hårdt på at få alle tre points. Dette giver naturligvis blottelser, og pludselig er en SBI alene igennem. Kenneth Jepsen går godt ud af sit mål, og sender bolden ud til indkast. Resten af situationen ser jeg desværre ikke. Men får til sidst opfattet, at bolden ligger i HIF-nettet, og at nedturen dermed er total. Efter denne douche, kaster HIF nu endnu flere med frem, bolden lægges i feltet, men Mikail får, i sin iver for udligning fældet en Slagelse-spiller, og indkasserer et gult kort. Dette var sidste mulighed, og der sker ikke mere.
Alt i alt. En skidt skidt HIF-indsats. Der er ikke én eneste af spillerne, der med god samvittighed, kan pege fingre af holdkammeraterne, og sige at det var DEM, der var årsagen. Det var hele holdet, der ikke spillede op til sit bedste. Om det var varmen, en undervurdering af Slagelse eller en helt tredie mulighed skal jeg lade være usagt. Men HIF har alt at vinde endnu. Bare ét point på lørdag mod Brønshøj er nok. FC Roskilde skal i så fald "bare vinde med 12-0" over LFA. At de vinder er der ingen tvivl om, men at overtage HIFpladsen tror jeg, trods alt, ikke de gør. Lolland Falster er sikre på at rykke op, så jeg er overbevist om at de taber den sidste kamp, netop fordi Roskilde kan få muligheden for at overtage playoffkampen fra HIF. Det er der nemlig en vis person, lidt længere nordpå, der har bedt dem om at gøre. Bjerregaard kan du fornemme en vis bitterhed ??. Med den svada, som jeg overhørte Brøndby-folkene give vores tidligere direktør, er jeg ikke længere i tvivl om at der ligger en skjult dagsorden fra de Blå-gules side. De vil nemlig have sværere ved at lokke HIF-talenterne, med et Hvidovre i første division, og den mulighed vil de helst ikke lade gå fra sig. Det kan være at det er paranoia, men jeg tror den er korrekt. Så vi rejser os igen på lørdag, og spiller Brønshøj ud af banen, og tager de playoffkampe, som vil være fuldt fortjent.