Fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
Flot fight af "De Røde Smede"
HIF døde med støvlerne på, da BK Frem var på besøg.
Det var med spænding, man så frem til dagens kamp mod 1. divisions tophold fra .... BK Frem. Hvor langt var HIF nået med holdet, og hvor langt kunne drengene holde. Jeg gik desværre glip af de første 15 minutter, men bulletinerne siger at HIF startede som lyn og torden, og på det tidspunkt allerede havde haft fire store chancer. Måske var HIF blevet lidt undervurderet af Frem'erne, men det så faktisk ud som om de blev en smule overrasket. I det 21. minut så man lidt af forskellen på at være i toppen af første, og i toppen af 2. division. På den første reelle chance, scorer Frem, da HIF ikke får afvist et mindre pres i feltet. Bolden ryger ud til Nicki Bille Nielsen, der med et hårdt og præcist skud overlister Mads Hamberg. Måske ikke så fortjent, men pokkers effektivt. Frem er kommet længere frem på banen, men HIF forsvarer sig forbilledligt. I det 38. minut er det lige ved og næsten, da en Frem-forsvarer tæmmer et indlæg fra Mikal Anli med brystet, og er lige ved at overliste sin egen målmand, den tidligere Hvidovre-, Liverpool- og Farum-målmand, Jørgen Nielsen. I det 3. overtidsminut er der ved at være nogen panik i HIF-feltet, da forsvaret har svært ved at få bolden væk efter et frispark, som Mads Hamberg ikke kan holde. Det hele ender med at Lars Hjortshøj bliver fældet lige uden for feltet, og kommer i lidt tummult med en Frem'er. Det giver et gult kort til dem begge. Lidt uforståeligt for Hjortshøj's vedkommende, men dommeren, som ikke, i hvert fald set med HIF-øjne, havde en særlig heldig dag, står nok lidt bedre placeret end undertegnede.
Anden halvleg. Første større chance tilfalder Jonas Schumacher, men hans frispark, 10 meter uden for feltet, ender lige i favnen på Jørgen Nielsen. I samme minut har Didi et indlæg, som går tværs over feltet til Morten Bech, som skyder ved siden af. Minuttet efter har Frem et langskud, som er tæt på, men går ved siden af HIF-målet. En detalje, som vi også så i søndags, ved et frispark, hvor Christian Lundby hopper hen over bolden og løber mod muren, gør at en Frem'er begynder at løbe frem mod bolden, inden Schumacher kommer til og sparker mod mål. Uforståeligt at det ikke giver en advarsel. Sparket halvklares og bolden ender hos Lars Hjortshøj, hvis skud klares til hjørnespark. Et Frem-frispark i det 55. minut, må Mads Hamberg med en klasseredning sende til hjørnespark. Flere mere eller mindre løse chancer bliver det til, og Frem kommer også frem til et par stykker, i den resterende del af halvlegen, men vi skal helt frem til det 89. minut, da HIF efter et voldsomt pres, udligner, da Martin Reindorf får foden på et indlæg fra Hjortshøj. 1-1 og fuldt fortjent.
Kampen skulle nu ud i forlængelse, og stadig med HIF som styrende, ender denne uden scoring. Frem får dog lagt et pres på HIF i den sidste del af anden omgang, men får ikke noget ud af anstrengelserne. Lars Hjortshøj bliver præsenteret for sit andet gule kort, for at tage bolden op i hænderne, efter der er dømt frispark til Frem, for at trille denne tilbage til åstedet. Dette bliver naturligvis konverteret til et rødt, og HIF skal nu kæmpe 10 mod 11 i fra det 11. minut i omkampens første halvleg. Men selv med en mand mindre i forsvaret, angriber HIF med to mand helt fremme og kun tre mand i forsvaret. Imponerende, at HIF kan holde Frem fra fadet. Det betyder nu, at holdene skal ud i straffesparks-konkurrence. Det er måske den helt store forskel på de to hold er til at se. Og så det, at Frem i Jørgen Nielsen, har en målmand, der stadig står fantastisk. På det første forsøg, fra Benno Pedersen, fintes han dog til den modsatte side, men Benno får placeret bolden for yderligt og den rammer stolpen. Morten Bech er næste skytte, hvis skud Jørgen Nielsen desværre mesterligt redder, og da Frem så samtidig scorer på sine tre forsøg er stillingen nu 1-4. Martin Reindorf er tredie skytte, og han scorer sikkert. Frem scorer på sit fjerde forsøg, og med 2-5 er kampen afgjort. Brandærgerligt, men Frem var mere koldblodige da de gjaldt til sidst.
En megafight at drengene, som lover godt for fremtiden. Jeg hørte nogle røster, som sagde at det her "nye" hold, er bedre end det hold, der spillede i foråret. Det er jeg ikke helt sikker på, men til gengæld så fighter spillerne, også selvom de er kommet bagud, og det gør hele forskellen. Så længe det er den indstilling, spillerne kommer på banen med, og viser, så vil de aldrig høre et ondt ord, for så er det kun fordi modstanderen er bedre, hvis HIF skulle tabe. Ikke fordi BK Frem var så meget bedre i dag, men de forstod at slå til tilsidst. Held og lykke til Frem i den videre turnering, og til HIF'erne er der kun én ting at sige. Det var saftsusemig godt gået, drenge.