Fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
Silkeborg IF - HIF: 0-0
Hvidovre vandt 0-0
På en gedigen herrefight, sikrede HIF sig i dag det ene point, mod et af rækkens tophold Silkeborg. Det var dog med lidt bange anelser at vi, 14 i alt, tog til Silkeborg stadion, da det var eet af rækkens tophold, der tog i mod, samt at de havde leveret en god indsats mod Brøndby IF i løbet af ugen. De måtte have selvtilliden i orden. Men jeg tror ikke at man skal undervurdere Hvidovre's resultat mod OB. Selvom de tabte, fik de tanket en masse selvtillid, og det kunne de bruge i dag.
Kampen var 4 minutter gammel, da et SIF-frispark sparkes højt i feltet. Ved baglinien heades tilbage mod midten, men skuddet, der faldt, røg langt over. 9. minut, har HIF sit første forsøg, da Brian Andresen bryder Silkeborg midt på deres banehalvdel, og forsøger sig udefra. Skuddet bliver dog ikke hårdt nok, og kan let samles op af David Preece i Silkeborgmålet.
12. minut, sendes et SIF-frispark 5 meter uden for feltet, lige ved siden af Kim Drejs' mål. Minuttet efter får Brian Andresen spillet godt ud i kanten til Nicolaj Harms, som trækker op mod SIF-feltet, og får fremtvunget et hjørnespark. 15. minut. Jonas Kallehauge erobrer bolden midt på SIF's banehalvdel, spiller ud i siden, men lige til en SIF-spiller. Bolden erobres dog tilbage, og spilles frem til Brian Andresen, som forsøger sig udefra, men lige i favnen på målmanden.
De næste 20 minutter foregår mest midt på banen, og når SIF får etableret et angreb, trevles det let op at et hårdtarbejdende HIF-forsvar. I det 35. minut må Jesper Myhrmann lade sig udskifte med en skade. Jesper Kristoffersen, der er startet i angrebet, bliver rykket tilbage i midterforsvaret, og Ayoub Sørensen sendes frem på kanten. Omkring de 40 minutter, får HIF etableret et godt pres mod Silkeborg, men det farligste bliver et saksespark af Mikail, der går ved siden af. Minuttet senere kommer SIF igennem, og ingen går til spilleren. Det ender med en afslutning ved kanten af feltet, som går ved siden af. I sidste minut får SIF et hjørne, der sendes godt ind i feltet, men hovedstødet går ved siden af.
Alt i alt. En godkendt indsats af HIF, hvor unge Morten Walldo og Kim Drejs, står allerstærkest i billedet. Jonas Kallehauge befinder sig klart bedre på midtbanen, og ydede også en stor indsats. Men ellers fine indsatser over hele linien.
Anden halvleg. Er 8 minutter gammel da SIF kommer igennem, men afslutningen tager Kim Drejs sig af. 54. minut. Ayoub forsøger et langskud, som SIF-målmanden må give hjørne på. Dette fører dog ikke til noget. 59. minut. Kallehauge bryder på midten, trækker frem i banen, og spiller Brian Andresen. Hans afslutning kan dog nemt samles op af målmanden. 70. minut. Et hjørne til SIF kommer Drejs ikke ordentligt ud til, men afslutningen går over. 72. minut. Silkeborgs nok allerstørste chance, da Hvidovre's forsvar for een gang skyld er overspillet, men afslutningen inde i feltet, rammer stolpen og går i spil igen. Silkeborg presser nu kraftigt, men igen tager forsvaret det meste. Endnu en ung debutant får chancen i det 77. minut, da Kaspar Christiansen kommer ind på højreback i stedet for en skadet Jesper Skak. 83. minut. Wulff bryder på midten, men forsøger noget optimistisk udefra, og målmanden kan samle op. 85. minut. HIF-kontra. Ayoub trækker op langs kanten, og spiller ind til Brian Andresen. Han trækker ind i banen og skyder, men ved siden af. 89. minut. Brian Andresen sender en lang bold frem mod Mikail Anli, som opgiver at løbe efter den, og den ender hos Silkeborgs målmand. Da han skal sparke den op ad banen, rammer han en medspiller i ryggen, men han får selv fat igen, og ingen farlig situation. 91. minut. Sidste store chance til Silkeborg. Morten Overgaard får ikke sparket ordentligt væk, og SIF trækker mod baglinien. Bolden spilles fladt i feltet. Men afslutningen reddes inden stregen.
En rigtig god indsats af HIF, som vi desværre kun var 16 Hvidovre-tilhængere, der var vidende til. De 14 med bussen og så to fra "den jyske fraktion". En stor tak til Jørgen & søn, som gav en god hånd med i støtten til "De Røde Smede". I dag blev der virkeligt gået til stålet, og Silkeborg fik aldrig etableret et ordentligt spil, som i allerhøjeste grad også var Hvidovre's fortjeneste. Det er længe siden jeg har set sådan en fight og koncentration. Det var en ren fornøjelse. Bare synd at så få var med til at overvære.