Fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
Nervepirrende afslutning
På årets første rigtige forårsdag, tog Hvidovre i dag mod medoprykkeren fra sidste sæson, Lolland Falster Alliancen. Kravet var på forhånd klart. Alt andet end en sejr var ligegyldigt. Om det virkelig var ”kniven for struben”, der gjorde udslaget, skal jeg lade usagt, men kendsgerningerne er, at HIF startede som lyn og torden, og allerede efter 50 sekunder, lægger Thomas Lindrup, efter at have revet sig fri lige uden for feltet, en perleaflevering ned bag LFAs forsvar, og Morten Walldo, som kommer løbende bagfra, modtager stikningen. Han tager et enkelt træk ned mod baglinien, og lægger en følt aflevering ind midt i det lille felt. Her dukker Anders Clausen op, og han kan, med en inderside, sende bolden i det tomme mål. En helt igennem perfekt start på kampen, med Clausens første scoring i den røde trøje. Fire minutter senere, er den gal igen. Thomas Lindrup, Mark Svendsen og Jesper Skak deler et glimrende sammenspil op langs højrekanten, og igen ender bolden hos Morten Walldo, men denne gang, er der ingen til at følge pasningen op. 12. minut, et glimrende sammenspil mellem Lindrup og Walldo, giver HIF et hjørnespark, som LFA dog får afvist. LFA kommer til sin første mulighed efter 16 minutter, men et frispark løber ud til målspark. I det 19. minut får LFA så sin første chance, da de får et langskud 5 meter uden for HIF-feltet. Kim Drejs viser dog her sin klasse, og kommer op i hjørnet, og får viftet til hjørnespark. I det 23. minut slider Lukasz Cieslewicz sig fri midt på LFAs banehalvdel, og forsøger sig med et langskud, som dog er nemt for LFAs målmand at samle op. 26. minut. HIF har fået frispark i venstresiden, lige uden for feltet. Morten Larsen smækker en katepote ind i det lille felt, og her dukker Jesper Skak op, og med hovedet udplacerer han LFA-målmanden med sin første scoring i Hvidovre-trøjen. Hvilken forløsning det er, med to scoringer i første halvleg. Det holder dog kun tre minutter, da en høj bold sendes ind i HIF-feltet. Kim Drejs går frem for at gribe, men forhindres af en LFA-spiller, der gør sig noget bred. Bolden sejler hen over Kim Drejs, og ind i tomt mål. Brandærgeligt, og hamrende ufortjent. Minuttet efter er den dog gal i modsatte ende igen. Anders Clausen modtager bolden midt på LFAs halvdel, og da ingen går til ham, hamrer han et langskud afsted, som suser ind i hjørnet, og 3-1 er en kendsgerning. En flot scoring. 36. minut. Anders Clausen spiller Mark Svendsen fri, og med en forsvarer hængende bag sig, trækker han ind i feltet, men presses da han skal skyde, og bolden går forbi målet. I 41. minut bliver Lukasz revet omkuld, da han foretager et gennembrud i feltet, og dommeren peger på pletten, og straffe til Hvidovre. Dette tager Anders Clausen sig, sikkert med muligheden for et hattrick in mente. Han finter da også målmanden til højre side, men med en helt åben venstreside i målet, får han placeret bolden på stolpen. Herefter springer bolden tilbage i ryggen på målmanden, og Anders Clausen får muligheden på en ripost. Her er han dog ikke hurtig nok, og en LFA-forsvarer kommer lige akkurat forrest. En begivenhedsrig første halvleg, hvor HIF får sat sig tungt på spillet. Tre scoringer og et brændt straffespark, er også mere end vi længe har været forvent med, men helt i overensstemmelse med spil og chancer. Spillet er langt mere sprudlende end længe set, og de unge spillere går forrest. Mark Svendsen er tilbage med en arbejdsiver, der flere gange giver LFAs lidt tunge midterforsvar sved på panden.
Anden halvleg. Efter 3 minutter snyder Anders Clausen højrebacken, og trækker til baglinjen. Her sender han bolden ind over i det lille felt, hvor Mark Svendsen kaster sig frem og får hovedet på. Dog ikke hårdt nok, og LFA-målmanden kan gribe ham ud. Efter et lidt afventende første kvarter, kommer HIF nu igen længere frem, og får lagt et pænt pres, der til sidst bliver afvist af LFA. Først efter 65 minutter vover LFA sig meget længere frem, og får tilkendt et frispark 15 meter uden for feltet. Dette skydes hårdt, men i muren, og riposten sendes langt over HIF-målet. Minuttet senere får Mark Svendsen bolden på venstrekanten, og trækker skråt ind mod feltet. Der er ingen, der rigtigt går til ham, og lige uden for feltet, sender han et skud afsted, som dog går over LFA-målet. 73. minut. Jonas Kallehauge forsøger med et langskud, langt uden for feltet, men dette blokeres af en LFA-spiller. Bolden ryger dog til Anders Clausen, der tager et enkelt træk, og sender bolden i nettet. Målet bliver dog annulleret, da linjedommeren markerer for offside. Minuttet senere tilkæmper Anders Clausen sig bolden på venstrekanten. Han spiller bolden ind mellem to LFA-forsvarere, og Ayoub Sørensen kommer løbende bagfra, men helt uforståeligt, markeres han for offside. 82. minut. Ayoub snyder to mand, går til baglinjen og får lagt perfekt ind i det lille felt. LFA får dog sparket væk i den situation. 86. minut. Hjørnespark til HIF, der sendes ind i feltet. Jesper Skak har nok fået smag for scoringer, men i denne omgang, får han headet bolden tæt forbi den ene stolpe. På det efterfølgende angreb bliver HIF-forsvaret totalt udspillet af LFA. Bolden spilles ind bag Hvidovreforsvaret, og bagfra kommer Søren Frandsen løbende, og samler bolden op, tager et enkelt træk og hamrer den ind mellem Kim Drejs og målstolpen. Stillingen er nu 3-2, og man sidder på det nærmeste og frygter at LFA skal lave en ”Bayern”. To minutter senere får HIF en kontra, hvor Anders Clausen spiller ud på fløjen til Danny Mirabel. Han trækker ind i feltet og forsøger et skud, i stedet for at spille en helt umarkeret Ayoub, der står lidt mere lige for målet. Målmanden har let ved at samle op. I et desperat forsøg for udligning, sender LFA deres målmand med frem på et hjørnespark. Dette sendes ind i feltet, og en umarkeret LFA-spiller sender bolden på underkanten af overliggeren. Det var tæt på at LFA netop fik lavet en ”Bayern”. Dette sker i første minut af dommerens tillægstid. Efter dette får HIF en gylden mulighed, da Morten Larsen spilles fri på kontraen, men han får ikke kigget ordentligt op, for så havde han set et helt tomt mål, men LFA får afværget. Endnu to hjørnespark får LFA i dommerens tillægstid, men heldigvis ingen scoringer.
Efter 93 minutter og 36 sekunder, fløjter dommeren endelig af, og forårets første sejr er hjemme.
Alt i alt en fortjent sejr, på en fornem første halvleg. Anden halvleg bliver en rodet affære, og afslutningen bliver alt for spændende, resten af kampens forløb taget i betragtning. Men et stort tillykke til drengene herfra, og så må vi lige tage tre point mere på onsdag i den udsatte kamp mod HIK.