Fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
HIF mistede to point
Efter den skuffende indsats, og det ufortjente nederlag i søndags til Skive, skulle det vise sig, om HIF kunne formå at rejse sig. Kravet var simpelt. Der skulle tre point ind på kontoen, ellers ville det begynde at se noget nær håbløst ud i bunden af Viasat Divsionen. Morten Overgaard var med, da det røde kort, han pådrog sig i søndagens kamp, var blevet annulleret. DBUs disciplinærudvalg havde fået en klage fra HIF, og samtidigt tilsendt et videobånd, der viste at Overgaard ikke kunne have haft hånden på. En anden stor overraskelse i dag, var Allan Nielsens comeback. Det er en spiller, som supporterne længe har sukket efter skulle komme tilbage. Han fik ophævet sin kontrakt i Lyngby i vinterpausen, og havde egentlig lagt støvlerne på hylden, men HIF fik ham overtalt til at trække i den røde trøje igen, for de sidste syv kampe i dette forår. Så herfra skal der lyde et stort velkommen tilbage til Allan.
Næstved starter med den første lille chance, med et langskud efter 2 minutter, som dog går lige i favnen på Kim Drejs. Minuttet efter er HIF i kontra, og efter 1-2 spil mellem Thomas Lindrup og Mark Svendsen, får Lindrup spillet på tværs af feltet, til Ayoub Sørensen. Han sender bolden ind i det lille felt, men Mark Svendsen når ikke frem, og målmanden samler op. 8. minut. Lukasz Cieslewicz får en god dyb stikning, og trækker ind i feltet, godt presset af en Næstved forsvarer. Aligevel får Lukasz foden på først, og får sendt en aflevering i det lille felt, som målmanden får hånden på, og forsvaret får sendt bolden væk. 11. minut. En ufarlig bold, der triller ned til Morten Overgaard, rammer han helt ved siden af da han skal sparke væk, og det giver en helt fri mulighed for Næstveds angriber. Han trækker ind i feltet, og afleverer på tværs, men Jesper Myhrmann kommer til, og får losset væk. 13. minut. Lindrup forsøger fra kanten af feltet, men ved siden af målet. 20. minut, er det så Næstveds tur, efter nogle gode kombinationer, men afslutningen går over målet. 27. minut. HIFs første rigtigt store chance, da der spilles en høj bold ud på fløjen til Ayoub. Han snyder en Næstvedforsvarer, og får sendt ind over i det lille felt. Næstveds målmand kommer dog ud og forsøger at holde bolden med en hånd, men taber den lige ud til Kallehauge, som dog sender den lige ved siden af målet. En enkelt chance mere bliver det til, efter et frispark, men afslutningen er ikke hård nok, og går lige ind til målmanden.
Bestemt ikke nogen prangende indsats af HIF. De kommer dog, trods alt, frem til chancer, men der kommer ikke rigtigt noget ud af dem.
I anden halvleg, kommer HIF lidt længere frem på banen, men rigtig farlige bliver de ikke. I det 52. minut snyder Lukasz to mand, og får sendt bolden i feltet, men målmanden kommer godt ud og får blokeret. To minutter senere får HIF en kæmpechance for at bringe sig i front. Efter lidt ping-pong i feltet, havner bolden hos Myhrmann, der klapper til første gang, men bolden går snært forbi opstanderen. Minuttet senere er Lukasz igen på færde. Han trækker på tværs og ind i feltet, men presses i afslutningen, og giver målspark til Næstved. 65. minut. Myhrmann forsøger igen lige uden for feltet, og med et brag af et skud, sender han bolden mod trekanten, og Næstveds målmand får akkurat kun lige fingerspidserne på og giver hjørne. Endnu en stor chance i det 68. minut, bliver ikke behandlet efter fortjeneste. Først får Ayoub en god stikning på kanten, og efter et par driblinger afleverer han videre til Svendsen, som sender bolden videre første gang til Lukasz. Hans forsøg afværges dog, og havner hos Allan Nielsen, men hans afslutning bliver ikke hård nok. Absolut sidste chance tilfalder indskiftede Kristian Bo Andersen, men hans gode afslutning lige uden for feltet, går lige i favnen på målmanden.
Indsatsen var noget bedre end i søndags, men det er stadigvæk ikke godt nok. Der er ikke den helt store sammenhæng i spillet, og man forfalder for ofte til enkeltmandspræstationer, som aldrig falder ud til HIFs fordel. Thomas Lindrup skylder efterhånden at vise, at han kan tage det ansvar, der er lagt på hans skuldre. Allan Nielsens comeback var velkomment, men efter 6 måneders fravær fra fodbolden, så mangler han naturligvis en del endnu, men fik vist ok takter. Stefan Hansen var dagens bedste. Han spiller altså som en rutineret forsvarer, og gør aldrig tingene sværere end det er. Men nu SKAL DER POINT PÅ KONTOEN. Der er seks kampe tilbage, og nu skal der fightes så det driver. Hvis ikke der er tre point søndag, så begynder det at se sort ud, og så tvivler jeg på, at holdet kan redde sig. Derimod er der kun tre point op til stregen.