Fra Hvidovrefodbold.dk af Michael Hentrich
Vinden blæser den forkerte vej
Hvidovre var i dag taget til Roskilde, for at jagte muligheden for at rette op, på de sidste 4 kampes nederlag. Det var to modsætninger, Hvidovre, som havde fået en god start på sæsonen, uden nederlag i de føste 5 kampe og Roskilde, som var uden sejr i de første 9 kampe. Første halvleg blev en jævn affære, hvor der var muligheder til begge hold. I det 21. minut sendes bolden højt over Roskildes forsvar, og Nicolaj Agger løber frem og modtager. Han stopper op, og spiller tilbage til Kim Aabech, som forsøger at sparke på det lange hjørne, men Roskildes målmand kommer ned og parerer. Desværre er der ingen til at følge op. Efter et boldtab på midten i det 30. minut, får Roskilde en friløber, men Hvidovre-forsvaret kommer tilbage, og får presset i skudøjeblikket. Alexander Horsebøg får foden på bolden, som smutter over, men uden fart, kan Horsebøg nå op og tilbage, og hente bolden igen. HIF får et lille overtag i den sidste del af halvlegen, men farligt bliver det aldrig.
Der skal kun gå 5 minutter af anden halvleg, før HIF må kapitulere. Roskilde presser, og HIF har ualmindeligt svært ved at få ekspederet bolden væk. Til sidst ender bolden lige indenfor feltet, hos Roskildes Emil Nielsen, og med et fladt skud, udenfor Horsebøgs rækkevidde, sender han Roskilde i front. Vi skal helt frem til det 67. minut, førend HIF får sit første hjørnespark. Dette sendes godt i feltet, men Roskilde afværger. I det 71. minut kunne Roskilde have bragt sig yderligere i front, da Frederik Krabbe mistimer et indgreb, og RFC-angriberen kommer alene med Horsebøg. Han kommer dog godt ud af sit mål, og afværger en scoring. Minuttet efter bliver Aleksandar Lazarevic sendt i bad, da han bliver præsenteret for sit andet gule kort. Nede 1-0 og med kun 10 mand, bliver det endnu mere op ad bakke. Blot 4 mintter senere sendes en lang bold afsted på Roskildes højrekant, og Nicolai Bak Johannesen kan ikke holde trit med Roskilde fløjen. Denne går til baglinjen, og får sendt bolden helt på tværs, hvor Anders Nielsen modtager, og med at hårdt spark, udplacerer han Horsebøg og Krabbe, og Roskilde er foran 2-0. Det kunne være blevet 3-0 to minutter før ordinær spilletids ophør, da Mohamed Diarra ikke får fart nok på en tilbagelægning, og det giver frit løb til Roskilde. Han når dog tilbage, men må give frispark, som giver ham gult kort. Og så, 3 minutter inde i overtiden, får Roskilde en afslutning, som Horsebøg parerer i første omgang, men Roskildes Nicolaj Jessen får samlet op, som scorer til kampens slutresultat, 3-0.
Cheftræner Per Frandsen: I modsætning til kampen i sidste uge, så synes jeg faktisk, at indstillingen fra spillerne var rimelig i dag. Men vi taber for mange kampe, i kampen, og tager for mange forkerte beslutninger, og så vinder man ikke fodboldkampe.