Referat fra HvidovreFanklub.dk af Martin Keller
Remis i lokalopgør
Igen stor kamp af Hvidovre
Aftenens kamp stod mod de evige rivaler fra Frem. På papiret var Frem storfavorit, men lokalopgør er og bliver lokalopgør. Det er kampe hvor intensiteten er de procenter højere og nærkampene det mere aggressive.
Hvidovre kom klart bedst fra start. Vi var mere klar end Frem var,
mere indstillet på at vinde og det med hård fight over hele linien.
Allerede efter 5 minutter kom vi foran 1-0 på et perfekt og meget hårdt hovedstødsmål. Morten Mortensen timede sit spring perfekt og så blafrede netmaskerne bag en sagesløs Frem målmand.
Hvidovre foresatte og tillod aldrig rigtig Frem at blive rigtig farlige. Topscorer Mirko Selak fik aldrig lov til at vise sit store potentiale og godt for det.
Efter små 20 min. var Hvidovre igen tæt på og igen var det morten Mortensen der var mere end uheldig i ikke at score til 2-0 da han rettede et skud af.
Kampen blev spillet i et meget højt tempo og dertilhørende hårde nærkampe. Man kan diskutere om det var den rigtige linie dommeren valgte, men i det mindste fulgte han linien hele kampen igennem, det er der ikke mange dommere der gør. Dog kunne jeg personligt godt have tænkt mig at hans kort var kommet op noget før. Der var en del frispark der ganske enkelt ikke hører hjemme på en fodboldbane.
1 halvleg bød desværre også på en lidt kedelig præstation. Hvidovre sparkede korrekt bolden ud da en Frem spiller lå ned. Spilleren fik behandling og Frem kastede korrekt bolden retur til Hvidovre som fairplay reglerne foreskriver, men de regler havde Frems Poul Hüberts åbenbart glemt for han spurtede efter bolden som en besat. Ikke særlig fair over for Hvidovre og sine egne medspillere.
Hvidovre kunne fortjent gå til pause med en 1-0 føring.
Frem pressede på fra 2 halvlegs start uden dog at blive rigtig farlige. Hvidovre blev skubbet længere tilbage på banen, men var stadig farlige på deres kontraspil og dødbolde.
Man sad og bad negle for hvor tit har man ikke set det glippe til sidst. De sidste 15 min var op af bakke for Hvidovre for der kom der tryk under kedlerne. Frems presspil blev mere intenst uden at der var specielt meget ide i det. De virkede til tider noget rådvilde og Kim forstod at redde kastanierne ud af ilden når det var påkrevet.
I det 89. minut fik Frem dog sin udligning, da indskiftede Søren Larsen kunne score på et flot hovedstød uden chance for Kim i målet. Bittert da vi var så tæt på at hente alle tre point, men man må også medgive at det var fortjent at Frem fik udlignet. Vi havde 1 halvleg, Frem havde 2 halvleg.
Som naboer delte vi, lad os håbe at alle vores ønsker må gå i opfyldelse fremover. Vi forbliver i 1 division, Frem rykker op.
Ingen kan vel efter de sidste kampe være i tvivl om at Hvidovre nok skal klare den med den indstilling der er i HIF lejren.
Hvis vi skal gøre en lille status her efter 5 kampe så kan det ikke være andet end bestået. 2 sejre, 2 uafgjorte og et enkelt nederlag, der endda uheldigt kom i det sidste minut mod HFK. 8 point er ikke ringe langt fra, det er meget imponerende.
Nu har vi nogle meget vigtige kampe der ligger og venter. Nogen kalder dem 6 point kampe, andre forbudt for børn, men faktum er, at vi ved sejre mod HIK og B-1909 kan rykke kraftigt væk fra bunden.
Nu har jeg fulgt vores "nye" holds start siden vintertræningen startede, set samtlige træningskampe og alle divisionskampene, og jeg kan ikke andet end være imponeret over den indsats der har været lagt for dagen.
Vores nye trænere har om nogen forstået at tage fat hvor det virkeligt gjaldt, og det både på det menneskelige som på det fodboldmæssige plan. At vi har en homogen trup er deres store fortjeneste. Samtidig har de forstået at blande kortene rigtigt fodboldmæssigt, og det er vel ikke så ringe endda.
Truppen fungere godt. Spillerne har det fint med hinanden hvilket man dels kan se på banen men også efterfølgende i fanlokalet. For os fans betyder det meget at også vi har spillernes støtte og det har I virkeligt vist i år. Vi håber at vi forsat kan give jer den støtte som i fortjener resten af året.
På mandag gælder det HIK på udebane med flere tidligere HIF-spillere i truppen. Jeg tror at det bliver en meget intens kamp hvor slaget om midtbanen vil gøre udfaldet. Jeg mener at vi har et bedre hold end HIK, men kun hvis vi står sammen og udviser den samme indstilling som mod Frem vil det skinne igennem. Tager vi til gentofte og tror at det hele er vundet på forhånd så taber vi, men tager vi af sted med troen og viljen i bagagen så tager vi point.
Jeg håber at mange HIF-Fans vil tage turen til Gentofte og give gutterne samme intense opbakning som i går.