Referat fra HvidovreFanklub.dk af Martin Keller
Sejr i skidt spillet kamp
Fuld gevinst i 3 udebanekampe
Oven på den flotte kamp mødte Hvidovre i dag HIK i en rigtig bundgyser. En 6 pointkamp som ingen af holdene rigtig kunne tåle at tabe. Lad det være sagt med det samme, kampen bør gå i glemmebogen. Spillet var til tider direkte dårligt og ikke 1 division værdigt. Om det var kampens betydning der gjorde udfaldet skal være usagt, men kønt var det ikke.
Hvidovre måtte til kampen undvære stærke Morten Kirk der ikke var blevet sin skade kvit, meget uheldigt da Morten har stået stærkt i billedet de sidste par kampe.
Ingen af holdene startede specielt godt. Der var ikke den samme nerve og intensitet over kampen som i kampen mod Frem. Alt for mane unødvendige boldtab fra begge hold gjorde, at det var noget roderi at se på. Det mindede mest af alt om en sommerkamp i parken. Måske lidt grove ord, men de to sidste kampe var virkelig som nat og dag. HIK bragte sig allerede foran efter 8 min. spil da en totalt udækket Morten Hey Schmidt let kunne score. MOL bragte da hurtigt Hvidovre tilbage i kampen da han små 6 min senere flot reducerede på hovedet. Igen i det 25. minut kunne de mange Hvidovre fans juble igen, da Oli steg til vejrs og bragte HIF foran. 3 dødbolde inden for 25 min. og 3 mål. Resten af kampen bølgede frem og tilbage, dog havde Hvidovres forsvar i denne del af kampen godt styr på HIK´s angribere. Hvidovre burde ha bragt sig foran med 3-1 kort før pausen da Mohammed helt fri skød direkte på målmanden. Havde Mohammed scoret der er jeg helt sikker på, at kampen havde været afgjort.
Det lille overtag vi havde haft i slutningen af 1 halvleg foresatte desværre ikke i 2 halvleg. Dion Knudsen stod stærk i billedet men desværre var der for mange af vores folk der ikke ramte dagen. Det var uhyr sjældent at man kunne tælle 3 afleveringer hos de røde i træk. HIK blev farligere og farligere og burde ha scoret på nogle af deres mange chancer, men ind ville bolden ikke, dels fordi Kim igen stod en god kamp, men også fordi HIK var utrolig ineffektive.
Erlings fighterinstinkt burde i dag havde været et eksempel for andre. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg har været meget imponeret over den måde Erling er startet i HIF på. Kæmper kort sagt røven ud af bukserne i samtlige 90 minutter. I dag var ingen undtagelse.
Da slutresultatet endelig lød var det nogle både glade spillere, trænere, ledere og fans der kunne strække armene i vejret. Fortjent var det vel egentligt ikke når man ser på de chancer HIK havde i 2 halvleg, men sådan er fodbold nu engang imellem.
Vi var heldige i dag med at hente alle 3 point og har nu en hel uge over stregen. Dagen i dag bør være en lærestreg. Der er ingen lette kampe og det er nødvendigt at alle er 100% klar i 90 minutter uanset om modstanderen hedder Skjold, Frem eller HIK.
Glædeligt er det også at vi i 3 udebanekampe har hentet fuld gevinst. Undertegnede kan ganske enkelt ikke huske hvornår det sidst er sket, og det bør alt andet end lige give noget selvtillid.
Et sidste rosende ord skal lyde til de mange fra Hvidovre der tog turen til Gentofte Stadion. Det er som om at fodboldglæden er ved at vende tilbage til Hvidovre, og dette kan især ses af den opbakning spillerne får såvel ude som hjemme. Busturen til B-1909 ser allerede nu ud til at blive en succes idet vi allerede har mange tilmeldinger. Hvis ikke du har nået det så kig ned i fanklubbens lokaler før eller efter kampen mod Vejle.
Næste hjemmekamp er mod Vejle der pt. er inde i en rigtig god stime, men jeg er helt sikker på at vi også her vil vise Vejle at vi er et fodboldhold der vil noget.
Med venlig hilsen og på gensyn.