Referat fra HvidovreFanklub.dk af Martin Keller
Fortjent sejr til Hvidovre
Lovende start på efteråret
Hvidovres "nye" hold mødte her til eftermiddag en på papiret stærk modstander. Mange af de såkaldte eksperter har på forhånd udråbt Næstved som værende en af oprykningskandidaterne, så nogen ønske modstander i premieren var det bestemt ikke, hvilket Jan Christensen da heller ikke har lagt skjul på.
De første 5 min startede lovende, og især Christian Lundby viste at vi i ham har fået den angriber vi har manglet de sidste par år. En god aggressiv boksspiller som et forsvar altid har det svært i mod, kun uheld gjorde at han i dag ikke kom på tavlen.
Det høje tempo vi lagde ud med blev desværre hurtigt droslet ned, og det gjorde at Næstved kom unødvendigt meget med, og de næste 15 min havde vi ikke meget fat i midtbanen. Vores returbolde røg direkte ud til en Næstved spiller der så igen kunne starte et opspil. Heldigvis blev Næstved aldrig rigtig farlige derved stod forsvaret for stærkt.
Hvidovre fik mere fat og det på en fornøjelig måde. Vi begyndte at spille rigtig hurtigt og udfordre vores direkte modstander. Det bekom ikke Næstved godt og vores gode tekniske spillere fik i denne fase af kampen virkelig drevet gæk med et forvirret Næstved hold der blev presset mere og mere tilbage på banen. Kun det sidste manglede. Dertil skal det siges, at Næstved havde en udmærket målmand der virkelig stod stærkt i feltet.
Inden den første scoring til Hvidovre blev vi snydt for et tykt straffespark da en Næstved spiller tog hånden til hjælp og derved snød en totalt udækket Lundby for en oplagt scoringsmulighed, men fløjten forblev tavs.
3 minutter før pause kom forløsningen så, da Kristoffer steg til vejrs og flot headede bolden i mål uden chance for Næstveds målmand. En absolut fortjent føring når man så 1 halvleg som en helhed.
Skal man putte lidt malurt i bægret, så er det i småtingsafdelingen, men vi kom, efter min vurdering, lidt for sent ud over stepperne. Mand til mand var vi bedre end Næstved og burde ha scoret flere mål, men koldblodigheden manglede lidt.
2 halvleg startede vi som lyn og torden og de første 25 minutter var der kun et hold på banen. Det ene angreb efter det andet strøg ned mod Næstveds mål og kun uheld gjorde at vi ikke lukkede kampen. Lille Lars havde et drøn på undersiden af overliggeren og minuttet efter kunne man se bolden danse på stregen igen.
Minuttet efter er Næstved i angreb og her kan man så se hvor uretfærdigt fodbold kan være, eller som en Næstved tilhænger sagde det, det er jo rent tyveri det her, for nu lå bolden i nettet men desværre for os var det Næstved der havde reduceret til 1-1, et mål uden chance for Andreas i målet.
Andreas stod en rigtig fornuftig kamp i dag og havde blandt andet et par minutter efter en klasseredning.
Hvidovre gik ned i tempo og Næstved prøvede at presse mere på, men rigtig farligt blev det ikke. Man havde nok så småt vænnet sig til tanke om uafgjort da fanden tog i Bo. Afdriblede 3 mand på midtbanen for så at sende et projektil af sted. Næstveds målmand var chanceløs og Hvidovre skal have nye netmasker for de gamle har Bo ødelagt.
Meget fortjent sejr til Hvidovre der virkelig lover godt for fremtiden. Der er flere ting jeg gerne vil fremhæve i dag. Først og fremmest synes jeg at den fodbold vi så i dag var meget attraktivt at se på. De spillere vi har fået samt dem der blev besidder alle gode offensive kvaliteter og tør frem for noget at spille fodbold. Spillerne tør tage chancen fra distancen og det har vi savnet i mange år. Jeg tror ikke det er sidste gang vi ser mål fra denne kant.
Forsvaret stod stærkt og når de får par kampe mere i benene tror jeg godt vi kan begynde at tælle clean sheets til Andreas.
Alle gjorde det godt i dag og det var dejligt at se Lau på en fodboldbane igen efter sin lange skade. En spiller var dog i mine øjne outstanding i dag og det var Bo Nielsen. Hele tiden spilbar og dejlig udfordrende i sit spil.
Den sidste ting vi mangler er målene. Godt nok lavede vi to i dag, men med lidt mere held i sprøjten så havde vi lukket den kamp i starten af 2 halvleg. Du skylder en enkelt eller to Lundby men dem kan du jo passende sætte ind i næste uges kamp mod Skive.
Nu er det dog vigtigt at vi beholder fokus i alle kampene. Der er ingen nemme kampe og hvis vi tror at vi er verdensmester efter en enkelt kamp, så taber vi den næste. Vi skal foresætte med at spille fodbold og gerne i et højt tempo.
Husk at tage din nabo med til næste hjemmekamp for det var da langt mere underholdende bold vi så på Hvidovre Stadion end det der blev præsteret hos naboerne i Valby Idrætspark.