Referat fra HvidovreFanklub.dk af Martin Keller
Ikke godt nok!!!!!
Meget trist dag på Hvidovre Stadion
At bruge for megen tid på et egentligt referat af dagens kamp mod Dalum vil ganske enkelt få mit temperament op at ringe i uanede højder, så det vil jeg Aller nådigst skåne jer for.
Vi var med i kampen i 15 minutter og derefter var det en smertefuld og til tider pinlig forestilling hvor Dalum ganske enkelt bare spillede fodbold. Vi kom foran 1-0 ved Christian Lundby og det var rart at se ham på tavlen. Vi spillede meget mere direkte end vi har gjort i tidligere kampe, og man sad så småt blot og ventede på hvornår den næste bold lå i maskerne.
Der gik ikke lang tid, men desværre for os var det i vores egne. En skud som Andreas enten burde ha holdt eller ha pareret væk. Bolden blev pareret ud til en totalt umarkeret Dalum spiller og så stod den 1-1. Ingen grund til at vade i det, er overbevist om, at Andreas tager den på sin kappe.
Herefter forsvandt alt mod og vilje i spillerne. Det var som om at ingen troede på det længere, og det er altså lige lovlig tidligt nå der kun er spillet 20 minutter.
Dalum spillede klogt i stort set hele kampen og lukrerede højt på at have Michael Jordans ukendte danske bror i angrebet. Her gik jeg og troede at vi havde nogle høje forsvarsspiller!!! Tror lille Lars gik ham til navlen. Udover at bruge sin højde godt, var han forbavsende god til at holde i bolden og skilte sig fornuftigt af med den hver gang. Men, men men, han fik i mine øjne måske lidt for megen opmærksomhed. To af målene skete ved direkte markeringsfejl hvor vi bruger 3 spillere til at mandsopdække fyrtårnet, han kunne herefter dirigere bolden ud til to 100% blanke medspillere.
Dalum kunne gå til halvleg med en fortjent føring på 2-1.
2 halvleg var en lang ørkenvandring hvor man skulle hen til de sidste 5 minutter af kampen før vi fik noget der mindede om en målchance. Det er for mig uforståeligt at man ikke som Dalum forsøgte sig lidt udefra på den regnvåde bane. Men det gjorde vi altså ikke i dag.
3-1 til Dalum var et ok resultat. Nederlaget kunne sagtens ha været stører, for det virkede i perioder som om Dalum slappede den lidt.
Jeg savnede i dag i den grad vilje, mod og gejst hos spillerne. Det kan ganske enkelt ikke være rigtigt, at det kun er muligt at motivere dem til 15 minutters spil. Jeg ved at vores trup er smal, men jeg savner lidt konsekvens overfor de spillere der ikke formår at levere varen. Ned på 2 holdet med dem, og så gi chancen til en enkelt eller to fra 2 holdet. Det er muligt at de pt. ikke har de samme fodboldmæssige kvaliteter som dem der er på etteren lige nu, men mon ikke de ville give alt hvad de havde hvis de fik chancen?
Nuvel vi kan måske ikke få spillet til at glide i øjeblikket, men man kan da i det mindste kæmpe alt hvad tøj og rammer kan bære. Ikke et gult kort i dag, i sig selv godt, men det siger måske også lidt om hvor fighten og intensiteten hos spillerne var i dag. Wasim El Bana gjorde jo lige som det passede ham, hvor vi mest af alt lignede spillerne i bordfodbold.
Ærligt, jeg ved sku ikke hvor vi skal hive selvtilliden op hende, men der venter hele holdet en kæmpeopgave fremover. At se Hvidovre ligge næstsidst i 2 division er smertende og meget pinligt.
Nu venter NFA på onsdag og Lyngby i weekenden. Jeg er for så vidt fløjtende ligeglad med hvordan spillet er, så længe der kommer point på kontoen. Jeg vil i hvert fald blive mere end skuffet hvis ikke man får en herrefight af dimensioner.
Hensigten før sæsonstart var, at vi skulle have kontakt med toppen af 2. division og så i vinterpausen se os om efter forstærkninger. lige nu er det mål meget langt væk, og man bør som ledelse i klubben mere end revurdere den målsætning. Vores trup er smal, og det hjælper ikke at såvel Lau som Mysse ikke kommer til at spille bold mere i år. Hvorvidt vi pt. overvejer at hente forstærkninger i form af evt. lejemål er ikke undertegnede bekendt, men jeg kan godt frygte for hvordan holdet ligger hvis ikke vi overvejer dette og også fører det ud i livet. Det ville, ifølge min mening, også kunne hjælpe resten af holdet hvis man var i stand til at få 1 til 2 rutinerede kræfter til holdet. Holdet mangler nemlig i høj grad nogen at støtte sig op af.
Vend den nu på indersiden af kasketten gutter og vis at vi ikke er et hold man bare moser hen over som et pindsvin på en øde landevej. Det bør forpligte at tage den røde trøje over hovedet. Foresætter dette ender det sku med at det er mig og de andre hoveder der render rundt på Hvidovre Stadion i serie 3.
Vendepunktet kan vi jo passende tage på onsdag når NFA kigger forbi. Lad os tackle dem tilbage til Falster så de tager direkte til sygehuset i stedet for hjem.