Referat fra HvidovreFanklub.dk af Thomas Torp
Årets første uafgjort
HIF spillede 1-1 mod Slagelse
Så kom sæsonens første uafgjorte kamp, da vi i dag på hjemmebane spillede 1-1 mod oprykkerne fra Slagelse. Kampen startede noget rodet fra HIFs side og spillerne havde svært ved at ramme hinanden. Man så bl.a en del tværafleveringerne smutte ud over siddelinien. Indstillingen hos spillerne fejlede bestemt ikke noget, men ingen af holdene kom frem til de store chancer. HIF havde fordel af den kraftige medvind i første halveg, men det blev først for alvor udnyttet kort før pausen da Nabate endelig havde held med sine driblinger og fik trykket et godt langskud af, som Slagelses målmand fik vippet over overliggeren. Få minutter efter slap Slagelse igennem i venstre side på en kontra og deres fyrtårn af en angriber kunne score helt udækket inde foran mål. Dette skete kort før pausen.
Så det var en flok slukørede spillere og fans der gik til pause. Efter pausen fik HIF vinden i mod sig og Slagelse begyndte at satse ret ensidigt på lange bolde frem til deres angribere. Men HIF begyndte faktisk at komme bedre igennem på kanterne, men deværre manglede indlæggene ofte en adresse. Så tog ynglingespilleren Thorbjørn Hansen sagen i egen hånd og hamrede ude fra kanten af feltet bolden på overliggeren. Christian Lundby fulgte op og sendte returen i kassen.
Det var dejligt at se HIF udligne med god tid tilbage til yderligere mål. Og chancerne til at hive en sejr i land var der også. Bl.a havde Thorbjørn Hansen en god dribletur ind i feltet, men han fik desværre ikke afsluttet hurtigt nok. I den anden ende fortsatte Slagelse med de lange "norske" bolde. Og det var tæt på at gå galt, da den lidt svage dommer dømte frispark til Slagelse lige uden for HIFs felt. Forseelsen blev dog begået klart inde i feltet, så der slap vi ret heldigt for et straffespark. Tættest på et sejrsmål var HIF dog da Morten Andersen kom fri til skud på en kontra, men desværre hamrede bolden forbi.
Det var en kamp som HIF med lidt større skarphed kunne have vundet og den viser med al tydelighed at der ikke er den store forskel på top og bund i 2. division.