Referat fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
HIF - Hjørring: 1-0
Hvidovre fik en fortjent sejr.
Lad mig slå fast med det samme. Hjørring havde absolut ingenting at byde på i dag. Hvidovre sad vel på 75-80 % af spillet, og det ville have været ufortjent at Hjørring havde fået point. En køn gang fodbold blev det aldrig. Kampens betydning og græssets beskaffenhed, specielt fra slutningen af første halvleg, hvor regnen kom i stride strømme, gjorde at det var umuligt at få gang i noget, der lignede ordentligt fodbold. Hvad der manglede i tekniske færdigheder, havde kampen til gengæld i fight. Hvidovre startede bedst og fik presset Hjørring langt tilbage på banen. Jeg tror ikke de havde et ordentligt forsøg i hele første halvleg. Hvidovre havde et par spagfærdige forsøg, men blev aldrig helt farlige. Efter 18 minutter kom forløsningen. Et hjørnespark fra højre side røg ind til Kristian Gade, han satte hovedet på, og 1-0. Herligt. Nu sad vi og troede at Hjørring ville blive kørt over, for de havde intet vist. Det blev da også til at par gode forsøg mere, men ind ville bolden ikke. Efter 35 minutter bliver HIF helt klart snydt for et straffe. Jeg mener det var Bo Nielsen, der klart blev nedlagt i feltet. Dommeren dømmer endda målspark til Hjørrring, selvom det helt tydeligt var Hjørring spilleren, der rørte bolden sidst. Til sidst i halvlegen har Thomas Maale et rigtigt godt skud, som Hjørrings målmand, helt fænomenalt, kommer ned og får en hånd på. Den var ellers set inde. En godkendt første halvleg.
Anden halvleg blev en noget rodet affære. Som før omtalt var banen blevet temmeligt våd, og det var umuligt at spille fodbold. Det var stadig Hvidovre, der var bedst, og sad igen på hele spillet. Thomas Frost havde et rigtigt godt skud fra omkring 30 meter, som målmanden halvklarer, og der kom desværre ikke mere ud af den situation. Men Frost spillede helt klart sin bedste kamp, hvor han også fik gået til stålet. Der blev givet gult til Danny Nielsen og Kristian Gade, og specielt den til Danny var noget tynd. Dommeren kunne i så fald roligt have givet et par stykker mere til Hjørring. I toogfirssindstyvende minut bliver Maale snydt for et straffe. Hvis dommeren ikke mener, der er straffe i den situation, burde han have givet Maale det gule kort for film. Men igen, en elendig dommerpræstation. Heldigvis blev det ikke udslagsgivende i denne omgang. Han dømmer til gengæld et underligt frispark til Hjørring. Tim Jensen ligger i græsset efter et sammenstød, og dommeren fløjter spillet i stå. Da Tim er på benene igen, foretages der et dommerkast, hvor kun Morten Mortensen står ved dommer og bold. Morten får bolden, og bliver straks presset af Hjørrings 11-er, hvorefter han bliver nødt til at tage et ekstra træk. Det vil sige, to boldberøringer efter dommerkast. Selve frisparket er efter bogen, men fy-føj for en luset fair-play af Hjørring-spilleren. Han burde efter min mening, slet ikke have haft lov til at kunne udføre denne, da han allerede i første halvleg burde have haft direkte rødt, efter et svinsk overfald på Tim Jensen. Dommeren takserede dette til gult. Dårligt.
Set over hele kampen var Hvidovre det bedste hold, og jeg mener, at Nabil var kampens bedste spiller. Så drenge, godkendt præstation, selvom det blev lige lovligt nervepirrende til sidst. I må altså godt afgøre kampen lidt tidligere, så man ikke skal sidde og tage Fontex i de sidste fem minutter. Vi glæder os til næste mandag, hvor i kun kan overraske. Der er ingen, der regner med at I skal tage point i Næstved, så måske kan det være med til at skabe en overraskelse.