Atter Nr. 2 (1944-45)
I Sommerpokalturneringen spillede vi 4 Kampe. Først vandt vi over B.1908, der var rykket ud af Danmarksturneringen, med 6—1, saa vandt vi knebent paa Trekanten over Ryvang 1—0 og spillede uafgjort 0—0 mod Mariendal. I denne Kamp forekom det pudsige, at Walther Jørgensen, som ellers havde spillet højre Wing, afslørede sig som en fortræffelig Back og kom til at spille Pladsen det meste af næste Turnering. Ingen af de tre Brødre Kurt, Henning eller Sven Ove Svendsen var til Disposition, men saa kom Storebroder Ejnar paa Holdet som højre Half, og repræsenterede saaledes Familien Svendsen, der lige siden 1934 og ind til Foraaret 1950 har haft mindst een af Brødrene med i samtlige 1. Holdskampe. I Omkampen mod Mariendal tabte vi 1—4. Det var Bent Jensens Debutkamp, han spillede i Stedet for Jørgen Ziegler. Der var kommet en Del Tilgang til vor Seniorafdeling af gode Spillere udefra. Bl. a. Bent Hansen, Frem, Kenneth Seidler, B. 93 og Erik Madsen, Frem. Af disse har vi haft mest Fornøjelse af Bent Hansen, der trods sin Lidenhed er en stor Tekniker og en lovende Innerwing. Vi startede Efteraarsturneringen med at slaa Mariendal 4—1 og fik derved Revanche for Nederlaget i Pokalturneringen. Bent Hansen debuterede i denne Kamp og scorede Debutmaal. I den næste Kamp slog vi Ydun ligeledes med 4—1, derefter Husum 4—0, F.B. 4—0, og Vanløse blev besejret med 8—4. I denne Kamp spillede Jørgen Ziegler straalende og lavede 5 Maal. Olympia blev knebent besejret 3—2. Ryvang spillede en stor Kamp, og samtidig havde vor Maalmand Egon Hansen en uheldig Dag. Vi maatte i Efteraarets sidste 5 Kampe undvære de 3 stærke Politibetjente Erdman Ziegler, Erik Madsen og Kennet Siedler, der grundet Tyskernes Overfald paa det danske Politi maatte gaa under Jorden, men der var Spillere nok. I dette Efteraar var der en Tilslutning uden Lige, og det kunde vi takke Niels Hansen for. Ingen forstod som han at samle Spillere til Træningen her i Krigens mørke Dage. Vi sluttede —trods Nederlaget til Ryvang —paa 1. Pladsen med 14 Points for 8 Kampe ligesom Nr. 2, B. 1908, men med bedre Maalavarage. Foraarets første Kamp var imod Valby, som vi slog 6—1 i en straalende Match. Derefter slog vi H.B. 2—0, spillede 2—2 mod 1908, og en Maaned senere besejrede vi Valby med 5—0, men i den forløbne Maaned var der sket store og glædelige Ting i Danmark. Tyskerne havde kapituleret, og Danmark var atter blevet frit. Det var en lykkelig Stund, ikke mindst for os Fodboldspillere, der nu igen kunde dyrke vort Spil med »den runde« uden at mærke den tunge Byrde i Sindet. D.B.U. havde i Juni Maaned bekendtgjort den nye Ordning i Danmarksturneringen. Her havde Vinderen af A-Rækken end ikke faaet saa meget som Skygge af Chance for at spille sig ind i Danmarksturneringen. Om det var disse Forhold, der gjorde sit til, at Førsteholdet lod sig slaa af Skovshoved i deres næste Kamp, skal være usagt, men Holdet, der i hele Turneringen havde spillet bedre end nogensinde, havde den Dag mistet alt Saft og Kraft i deres Spil. Et helt Aars Slid i Kampe og Træning uden at faa blot en lille Chance, saadan syntes mange af Spillerne at tænke. De to sidste Kampe endte med Sejre 1—0 over Union og 9—1 over Standard. Vi sluttede paa 2. Pladsen med 25 Points for 15 Kampe, 58 Maal mod 18. Jørgen Ziegler var Topscorer med 20 Maal. Pokalturneringens Resultater var følgende: Mod Olympia 6—6, Omkamp 4—1 og mod Skovshoved 1—1, Omkamp 2—3.
|