Førsteholdets vej til 1. division
Sportspressen roste Hvidovre til skyerne - Hvidovre over hele linien - Hvidovre nær faldet, da holdet nåede højderne.
Udpluk af de store overskrifter fra Københavnsserien og til vi nåede 1. division.

Da Niels Hansen sidst i 50'erne havde ledet ungdomstræningen i flere år, bøjede KBU sig for vore krav om at få ungdomsholdene flyttet fra pulje B til pulje A. Vi havde meget overlegent vundet pulje B i mange år, og mente os gode nok til at komme i en anden gruppe. Resultaterne senere hen viste jo, at vore drenge var værdige til at spille blandt landets bedste.

1960

I 1960 rykkede vi det første kuld op. De, der var stillet størst forventninger til, var Lars Bo Henriksen, Finn Cyrill, John Worbye og Jørgen Andersen. På holdet var i forvejen Jørgen Truelsen, Bjarne Færch, Jørgen Jespersen, Kurt Sørensen, Jørgen Olsen, Knud Andersen, Benny Petersen, Jørgen Petersen og Finn Knudsen.
   Alle var opsat på en stor indsats, og da det gik fint i træningskampene, var optimismen naturligvis stor. Men et er træning, noget andet er turne-ringsfodbold. De unge manglede de fornødne kræfter, og hele foråret var vi præget af spilleruheld samt deraf følgende udskiftninger. Humøret var på nulpunktet, og da efterårsturneringen startede, var vi 4 points efter top-holdet B. 1908—4. division lå langt ude i det fjerne. . . Men i den første kamp—uden Knud og Lars, der var indkaldt til militærtjeneste—vandt vi 8—0 over Mariendal, og med dette resultat i ryggen, tog vi turen ud til Sundby for at møde B. 1908.
   Amagerkanerne havde tabt søndagen i forvejen, så de var inden for synsvidde, og det blev da også alle tiders gyser. Midt i 1. halvleg kom vi foran 1—0 på et pragtfuldt flugtskud af Kjeld Jensen, der tidligere havde spillet i Ølstykke, men da han lige efter ville gentage bedriften, kom der et ben i vejen, og han forstuvede foden og udgik. Uheld nr. 2 indtraf, da Jørgen Olsen fik en flænge i panden, men han sled sig løs fra samaritterne—HAN SKULLE IND OG KÆMPE VIDERE FOR HVIDOVRE . . .
   Da 2. halvleg begyndte, havde vi ikke noget angreb i praktisk betydning. De fleste var skadede, så de sidste 45 minutter blev en kamp med uret. Bolden var ustandselig i vort straffesparksfelt, og Elo Dalsgård, der debuterede i foråret, satte rekord i at sparke bolden så langt væk som muligt. Alle de raske kæmpede som løver, og vi belønnedes med en kneben 1—0 sejr. Fra det øjeblik var ingen i tvivl om, at vi kunne vinde serien, og vi forblev da også ubesejret i resten af turneringen. Oprykningen til 4. division var i hus.

1960: Københavnsserien, nr. 1, 28 points og 42—14 i score.