Referat fra HvidovreFanklub.dk af Martin Keller
Ølstykke for stærke
Hvidovre tabte fortjent 4-2 til Ølstykke
Der var markant forskel i søndagens tidlige kamp mellem nyoprykkede Ølstykke og Hvidovre.
Første halvleg var spil til et mål og kun storspil af kim Christensen i Hvidovres mål gjorde at vi ikke var bagud med mere end 2-0. Stort cadeau til Ølstykke der spillede det bedste fodbold i 1 division jeg har set i år, men også en balle til vores egne, hvis man da kan sige det sådan, for der var alt for mange der ikke havde niveauet i 1 halvleg.
Man har som Hvidovre-fan måske smilet lidt når snakken faldt på Ølstykke, men det smil må være forstummet nu, for der var klasseforskel. Det skal der ret beset også være, for Ølstykke har virkelig mange gode spillere i deres trup, og træner Benny Johansen har formået at få overført sine ideer til spillet på banen.
At Hvidovre så var svækket op til kampen er en anden sag, Morten "Mol" Andersen og Daniel Mikkelsen var begge ude med skader, ligesom vi også til denne kamp manglede Thomas Skov, AC og Jonas Schwartz. Mol skulle snart være klar igen og Schwartz er så småt begyndt genoptræningen. Sidst kan det nævnes, at Lau spillede kampen småskadet.
John Sinding har ret når han siger vi spillede den dårligste halvleg nogensinde. Det er der flere årsager til, dels som allerede nævnt, vi mødte et godt hold der spillede en tak hurtigere end vi gjorde, men også fordi der ganske enkelt var spillere der ikke var helt oppe i gear. Havde Sinding haft muligheden for at skifte det halve hold ved halvleg var det blevet gjort. Dog mener jeg også, at vi til tider bliver offer for vores egen taktik. Taktikken går i al sin enkelthed ud på, at alle forsvarer og alle angriber. egentlig en smuk nok tanke, men ikke specielt kynisk. Når modstanderen har hjørnespark invitere vi ganske enkelt til scoringer. jeg skal blankt erkende, at jeg ikke forstår, hvorfor man ikke beholder Klausen og Nabate oppe ved midterlinjen. De er hurtige og typerne der nemt kan snyde en mand eller to, og samtidig tvinger de modstanderne til at holde 3 mand tilbage. Når vi alle står i eget felt, så trækker modstanderen naturligt flere folk med frem. Derudover er vi endnu ikke stærke nok til at angribe med alle mand. Det skal nok komme for der er tydelige fremskridt, men den er der altså ikke endnu, og jeg kan godt frygte at vi en dag kan gå ind i et nederlag af de rigtig store.
Lad os springe videre til 2 halvleg for i 1 havde Hvidovre ikke et eneste forsøg på mål.
2 halvleg var meget positiv på flere måde. For det første kunne man høre at spillerne var på banen. Der var meget mere humør, og det var som om at flere ville revanchere sig fra første. morten Bak var blevet pillet ud i pausen, og det kan man ikke sige noget som helst til, for ret beset satte han ikke en eneste fod rigtig. Indrømmet morten, det kan du gøre meget bedre.
Der var mere fight og vilje i nærkampene. måske var spillet ikke så smukt og poleret og det er også helt ok, viljen var der.
Viljen og troen på egen formåen blev 100% og uden diskussion ført an af Kasper Klausen og Morten Kirk. Vi ved at morten er der hver gang, men Kasper bliver bedre og bedre og påtager sig mere og mere ansvar. Det er flot af så ung en spiller at vise vejen for sine medspillere og bør være et eksempel på hvor langt man kan komme på vilje og fight. At Kasper så også er en glimrende fodboldspiller gør det kun bedre. Hvor længe vi så kan holde på Kasper er en anden sag, for han kan kun være en spiller man lægger mærke til.
At vi kom bedre med er ikke ensbetydende med, at vi spillede op med Ølstykke. De var stadig det bedste hold og producerede stadig chancer på samlebånd. opspillet var efter fodboldens abc, og selvom det som Hvidovre-Fan kunne være smertende at se på, så var det også flot fodbold.
Ølstykkes 3 scoring skulle komme på straffespark. Der var intet at sige til den diskussion, men at dommeren så efterfølgende viser Søren ud var nok lige i overkanten. Han gik efter bolden og ikke spilleren, og burde maks. havde udløst et gult kort.
Om det var udvisningen der gjorde udslaget skal være usagt, men lige pludselig havde Kasper Klausen gjort det til 3-2 på små to minutter. Man lugtede point og Morten Kirk havde også et meget flot skud på mål som kun en god redning af Ølstykkes målmand forhindrede gik i mål. Det efterfølgende angreb betød mål til Ølstykke og så var den kamp forbi.
Op med hovedet drenge vi tabte til et bedre fodboldhold. I ved inders inde godt, at 1 halvleg var under al kritik. 2 halvleg var godkendt. Vi ligger under stregen og hvad så, der er massere af point at spille om, og en enkelt sejr så ligger vi i midten.
Vi kan sagtens når vi selv vil, men det kræver at alle mand er oppe på dupperne fra kampens start. Vi har som situationen er ikke råd til, at enkelte spillere har en down-dag. Vi skal være der alle sammen for at det hele går op i en højere enhed. Mål kan vi sagtens score, vi kan også fighte, lad os nu gøre det i samtlige 90 minutter. På den igen så snupper vi point på Østerbro Stadion i næste uge.
Et sidste opstød skal lyde til vores fans. ærlig talt: fremmødet på Ølstykke Stadion var under al kritik. Få tilmeldinger til en i forvejen billig bustur er ikke godt nok. Dagligt kan man her på siden læse om alle de der vil komme til kampene på udebane, om dem der vil stille op nu det ser sortest ud. Tag nu for fanden og vis det. Spillerne har sku brug for støtten og de sætter enorm pris på det. Støtten vises ikke hjemme foran tekst-tv, men ude på stadion. Næste kamp er på udebane mod B-93, og der bør fremmødet være langt bedre end det var i Ølstykke.
Støtte viser man bedst i modgang og ikke i medgang.