Hvidovre Avis d. 30. oktober 1974
(red.: artikel er delt op på midten, da den ellers ville være ulæselig)


Aktuelt cirka d. 28. oktober 1974.

Årbog 1974 - ukendt skribent
Så skete det
Næstsidste spillerunde. Hvidovre i bunden, to point efter Slagelse, dårligere målstilling. Aftenkamp. Slagelse havde tabt til Randers Freja om eftermiddagen. Kort sagt: Blot 1 point mod Køge ville give mulighed for redning — og lægge op til en rigtig nedrykningsfight næste søndag ude mod Slagelse. Men mindst ét point var altså også en betingelse! Og det blev et nederlag.
Køge spillede i øvrigt virkelig godt, specielt i 1. halvleg, da holdet — som et chok for Hvidovre — kom foran allerede efter et kvarters forløb ved Claus Larsen.
Køge øgede til 2-0 fem minutter ind i 2. halvleg ved John Christiansen, men i stedet for at blive yderligere rystet, tog Hvidovre-spillerne sig endelig sammen og satte ind med en voldsom offensiv, der allerede gav resultat efter 10 minutter. Holger Larsen scorede.
Herefter pressede og pressede Hvidovre, Leif Sørensen gik med i offensiven, Klaus Nørregaard spillede med stor autoritet midt på banen, Birger Pedersen var tæt ved, men Køge-målmanden Henning Larsen tog alt.
Hvidovre måtte se nedrykningen i øjnene. Men de fleste aviser var enige om, at Hvidovre faldt med ære i denne kamp.