Fra HvidovreFanklub.dk af Michael Hentrich
Bestemt ikke noget dårligt resultat
En silende regn stod ned over Hvidovre Stadion i timerne op til kampen, og man blev mere og mere nervøs for, om kampen skulle risikere at blive aflyst. Dette skete heldigvis ikke, og så var rammen sat om en spændende dyst. At kun 1119 tilskuere møder op, var naturligvis lidt ærgeligt, og der var nok kommet dobbelt så mange, hvis vejret havde artet sig.
Kampen var kun 4 minutter gammel, da HIF har den første store chance. Tre mand er igennem, men Christian Lundbys afslutning rammer en FC Fyn spiller, og går centimeter forbi opstanderen, men giver dog hjørne. Der var tydelig respekt fra begge sider, og først 10 minutter senere, kommer den næste chance. Jesper Skak og Lars Hjortshøj overlapper på højrekanten. Lars Hjortshøj sparker ind over, hvor Lundby rammer, men skævt, og bolden ryger videre til Kasper Gørsvig, hvis afslutning dog desværre bliver for svag, og samles op af FC Fyn's målmand. I det 17 minut er FC Fyn for første gang på færde. Der afsluttes fra kanten af det lille felt, men Kenneth Jepsen kommer godt ned og redder. I det 23. minut har HIF svært ved at afværge presset efter et hjørnespark, men FC Fyn sparker langt over Hvidovre-målet. Tre minutter senere har Jesper Skak et godt langskud, men det rammer en FC Fyn-spiller og går til hjørne. Resten af halvlegen blev der ikke produceret noget specielt nævneværdigt i, men havde et lille HIF-overtag.
Anden halvleg. FC Fyn virker som om de er kommet lidt længere frem på banen, og allerede efter 4 minutter, presses Rasmus Wulff midt på HIFs halvdel, og mister bolden. Den sparkes ud i venstre side af feltet, men Kenneth Jepsen klarer skuddet med en god refleks. I det 64. minut spiller Asmat godt bag om FC Fyns forsvar, der er gået lidt langt frem, ud i højresiden hvor Lundby får trukket til baglinjen, men indlægget bliver lidt for hårdt, og går til indkast i modsatte side. Fire minutter senere har Søren Christiansen en god afslutning, da han efter 1-2 med Morten Bech ved kanten af feltet, modtager bolden retur men afslutningen reddes til hjørne af FC Fyn. Rasmus Wulff går ud og tager dette, og på indlægget kommer Jesper Myhrmann højest, om med hovedet sender han bolden i mål. Næsten. For der reddes på stregen. Der appelleres dog for at bolden har været inde over, men linjedommeren kan ikke se det, selvom det siges at den var 30-40 centimeter indover, der står for mange spillere i vejen. Den var altså også svær at se. Drønærgerligt. I det 73. minut har FC Fyn hjørne. I stedet for at sparke ind i feltet, bliver bolden sendt skråt bagud, og en god afslutning sendes afsted. Kenneth Jepsen redder dog i fin stil til endnu et hjørne. En FC Fyn angriber kommer igennem på kanten, og Jesper Myhrmann må lave et frispark, der giver ham et gult kort. Søren Christiansen bliver væltet omkuld af en FC Fyn-angriber. Han går direkte i ryggen på ham i Hvidovres felt, og det koster Søren to bøjede ribben. Han kommer dog på banen igen efter at være blevet tapet godt ind, men at det ikke engang giver gult til FC Fyn-spilleren er jeg dog lidt uforstående overfor. Lars Hjortshøj er trukket over som venstre back da Søren bliver behandlet, og det giver en mulighed i det 81. minut, da Lars spller godt ud til Ayoub, som trækker ind i FC Fyn-feltet, men hans afslutning bliver helt skæv. I det 90. minut har Rasmus Wulff en god aflevering i højresiden af FC Fyn-feltet, men Søren Christiansen, der er noget hæmmet af sine trykkede ribben, når ikke frem. Den sidste chance kommer i det 92. minut, da FC Fyn endnu engang redder på stregen, efter et hjørnespark.
Selvfølgelig er det ærgerligt at Hvidovre ikke vinder den kamp. De har de absolut største chancer, men ind vil bolden ikke. Når det så er sagt, så er 0-0 det næstbedste resultat. Holdet holdt FC Fyn fra at score, og det er nu dem, der er tvunget frem på banen på næste lørdag. Dette kan give HIF nogle gode kontramuligheder, som "bare" skal udnyttes. Det bliver endnu en spændende lørdag, og HIF kan absolut ikke afskrives, selvom FC Fyn spiller på hjemmebane.