Op i 3. Division
(1948-49)

Sæsonen 1948—49 blev H.I.F.s hidtil største, idet vor Klubs 1. Hold rykkede op i 3. Division. En Følge heraf blev samtidig, at vore Sekundahold avancerede op i de københavnske Divisionsklubbers Sekundaturnering. Lad os imidlertid begynde med Starten af Sæsonen 1948—49.
   I. K.B.U.s Pokalturnering mødte vi først B. 1908, som vi slog 5—0, og i næste Omgang vandt vi med de samme Cifre over Olympia. Før denne Kamp optoges forskellige Situationer i Fodbold til Brug ved en Film om Hvidovre Kommunes Udvikling igennem Tiderne. Aktørerne var Palle Johansen, Sven Ove Svendsen og Stinus Kirkeby, ligesom der optoges Brudstykker af selve Kampen. Det var iøvrigt Sven Ove Svendsens sidste 1. Holdskamp, og han fik saaledes en god Afslutning paa sin Fodbold-Karriere, samtidig med at han blev Filmsskuespiller! Stinus Kirkeby var sammen med Jørgen Ziegler, kommet fra Fremad, Amager, og disse to Spillere var absolut en Forstærkning. Vi maatte dog ikke bruge Jørgen Ziegler før Foraarsturneringen.
   Nu skulde vi saa møde A.B. i Idrætsparken, og da Studenterne mødte med et reservespækket Hold, haabede vi paa at kunne levere Sensationen. 6000 Tilskuere var trods øsende Regnvejr mødt op for at se denne store Sensation. Det blev igen 5—0 — blot ikke til os — A.B.erne forstod at udnytte den vanskelige Bane fuldtud, og selv om vi havde en Del af Spillet, formaaede vort Angreb ikke at forcere Ivan Jensen, Dahlfeldt, Poul Petersen og Bastrup Birch i A.B.s Forsvar.
   Vort hold gjorde imidlertid det store Nederlag til Trods en hæderlig Figur, og de store Blade gav navnlig Spillerne Erik Larsen, Palle Johansen, Bent Hansen, Erdman Ziegler og Helmer Rasmussen fin Kritik.
   Holdet var iøvrigt saaledes: Egon Hansen — Henning Svendsen og Sejer Jensen — Erik Larsen, Palle Johansen og Erdman Ziegler — Stinus Kirkeby, Bent Hansen, Ib Christiansen, Helmer Rasmussen og Kurt Svendsen.

Daarlig Start i stor Sæson

   Hvem skulde have troet, at denne Turnering skulde blive den største i Klubbens hidtige Historie. Allerede i Efteraarets første Københavnsseriekamp satte vi 1 Point overstyr ved at spille 1—1 med Mariendal. Den unge Aksel Larsen debuterede i Maal, og Sejer Jensen spillede sin Kamp Nr. 200 i denne Match. Flot Præstation!.
   Imidlertid viste Lykkens Gudinde sig at være os naadig i de tre næste Kampe, hvor den lunefulde Dame sørgede for 6 Points til vor Klub. Resultaterne var 1—0, 4—1 og 4—0 over henholdsvis Husum, Vanløse og Fremad, Valby. Derefter kom endnu en uafgjort Kamp — denne Gang 1—1 mod B. 1908. Det var iøvrigt her, at Maalmanden Egon Hansen sluttede sin Fodboldkarriere. Efter en alvorlig Maveoperation stod det klart, at Egon ikke mere kunde taale at være med i haard Konkurrence.
   Egon Hansen kom som Senior til H.I.F. i 1943 fra Viktoria, og han faldt hurtig ind i vore Rammer som den gode Kammerat, han skulde vise sig at være. Da han under Niels Hansens Ledelse fik den rigtige Træning, vist han sig lige saa stærk som S.O.S. paa dette Tidspunkt. De to sloges bravt om at vinde Pladsen paa 1. Holdet gennem en kolosal Træningsindsats. Det var i hine Dage, da Maalmandsposten i H.I.F. var »helgarderet«. Maatte de Dage komme igen.
   I den efterfølgende Kamp trak vi det korteste Straa mod F.B., der vandt 1—0, efter at 90 pCt. af Spillet havde tilhørt os. Det var paa anden Maade en Sorgens Dag for H.I.F., idet Walther Jørgensen brækkede Benet og ogsaa maatte sige Farvel til 1. Holdsfodbold. Typisk for Walther spillede han næsten Kampen færdig trods det, at Uheldet indtraf i Kampens Start. En tragisk Afslutning paa denne sympatiske Spiller og gode Kammerats Karriére. Han var en af dem, der havde fortjent at deltage i de Triumfer, Holdet skulde fejre Siden. Walther Jørgensen naaede 173 1. Holds-Kampe og fandt i disse 65 Gange Vejen til Maalet.
   Nu troede man, det var Slut med Uheldene i dette Efteraar. Men endnu en Gang satte vi Point til. Det skete, da vi spillede 0—0 med Dalgas (Erlind Svendsens Debutkamp). I de tre sidste Kampe var føromtalte Dame os atter venligt sindet, og vi sluttede Efteraarssæsonen med Sejre 2—1 over Hellas, 4—1 over Dragør og 2—1 over Mariendal. I denne Kamp spillede den unge Erlind NIelsen saa straalende og lovende, at man kunde spaa ham en stor 1. Holds-Karriere. Vi sluttede Efteraaret som Nr. 1 med 15 Points for 10 Kampe. Maalscore 19—7.
   I Aftenbladets Julefive-a-side fik vi atter Sukces. Vi slog i Finalen Husum med 2—1 efter Omkamp. Vore 5 Spillere var Brdr. Erdman og Jørgen Ziegler, Stinus Kirkeby, Palle Johansen og Ib Christiansen. Det var ikke store Sager, vi havde vist i de indledende Kampe, hvorimod Husum havde spillet helt overdaadigt. I Finalen kom det imidlertid. Grunden: De kan li' Gæs i H.I.F.

A-Rækken vindes for 3. Gang.

   Trods ihærdig Træning startede vi Foraaret saa daarligt, som tænkes kan, ved at tabe 0—1 til Hellas. Igen en Kamp, hvor vor manglende Scoringsevne gav sig negativt Udslag, skønt vi saa at sige beherskede al Markspillet. Denne Gang var det Erdman Zieglers Tur til at jubilere med Kamp Nr. 200. Det gamle Ord om Uheld i Jubilæumskampe stod her sin Prøve. Erdman var i et saadan Jubilæumshumør, at han flot »brændte« et Straffespark paa Sidestolpen.
   Efter denne elendige Start lysnede det igen. Vi spillede 1—1 med B. 1908, slog Husum og Dragør med Cifrene 4—1 og F.B. med 7—1 for saa igen at levere et »Blaalys« mod Fremad, Valby, der slog os 2—0 i en elendig Kamp, hvori Palle Johansen spillede sin Kamp Nr. 100. I Kampen mod Dragør debuterede Jørgen Skov. Igen en af vore egne Drenge, som var naaet op paa 1. Hold.
   Den næstsidste Kamp skulde vindes for, at vi kunde være sikre paa at vinde Københavnsserien. Den foregik mod Vanløse, og var den første Tipskamp, vi deltog i. Ikke mindre end 2000 Tilskuere — et stort Tilskuerantal ved Københavnsseriekampe — saa os vinde med 4—1 efter en koncentreret Indsats. Vi var dermed sikre paa Adgangen til Kvalifikationsturneringen om den ledige Plads i 3. Division, og den sidste Turneringskamp mod Dalgas blev et rent »walk-over«, skønt vi vandt saa beskedent som 2—0. I Kampen mod F.B. havde Willy Kantsøe debuteret, og han var med i de fire sidste Kampe i denne Foraarssæson. I Kvalifikationsturneringen maatte vi ikke bruge ham, da han havde spillet Danmarksturnerings-Fodbold for Korsør. Nu var Serien altså vundet — med 26 Points for 18 Kampe og en Score paa 41—15, og den spændende Kvalifikationsturnering mellem de forskellige Lokalserievindere var forestaaende.

Vi naar Finalen.

   Mange vil maaske synes, det er overflødigt at gaa i Detailler, naar vi nu skal referere til de efterfølgende Begivenheder, fordi de trods alt staar ret friskt i Erindringen. Paa den anden Side kan man vel sige, denne Bog ikke alene skal være et Festskrift ved vort Jubilæum, men at den ogsaa skal staa som et Minde om de store Begivenheder i vor Klubs 25-aarige Historie og samtidig helst virke som en Spore for kommende H.I.F.-Generationer.
   Det kan vel til en vis Grad antydes, at vi var heldige i første Omgang. Vi skulde møde B. 1910 fra Rønne paa Trekanten i København, og paa Forhaand var Bornholmerne udnævnt til at være et af de svagere Hold. Det var vi vist for Resten ogsaa.
   Bornholmerne blev slaaet med 5—1 efter den Recept, som vore Spillere paa Forhaand havde aftalt. Det var denne: At gaa paa Banen og som gode Kammerater staa Last og Brast og slaas uden Hensyn til, at det gik ud over Elegancen. Fra Idrætsbladet hav vi hentet følgende Indledning fra Referatet om Kampen: »Nu har Hvidovre for tredie Gang vundet Københavnsserien, og denne Gang er Holdet gaaet til Kvalifikationskampene gennemsyret af Troen paa, at skal man op i 3. Division, saa skal man først og fremmest slaas. Det gjorde Holdet i den første Kamp mod B. 1910 paa Trekanten i København, og det gav anderledes Bonus end Elegancen, eftersom Hvidovre vandt fortjent med 5—1.«
   Vi fik den bedst mulige Start i denne Kamp, idet Jørgen Ziegler scorede efter kun to Minutters Spil, og da Jørgen opdagede, at Proppen var af, tegnede han sig, inden der var gaaet 5 Minutter, for endnu et Maal. Ialt scorede han 4 af vore 5 Maal, saa han var ubetinget Dagens store Mand, selv om det for saa vidt er Synd at fremhæve den ene for den anden i disse for os saa pragtfulde Kampe. Erik Larsen, alias »Brormand«, var Mester for det psykologisk vigtige Maal, der bragte os foran 3—1 i Starten af anden Halvleg.
   Vor næste Modstander var B. 1921 fra Nykøbing — Vinderen af L.F.-Serien, og Kampen foregik paa Køges Bane, hvor en Mængde H.I.F.-Supporters var mødt frem for at give vort Hold det moralske Rygstød, der betyder saa meget. Blandt andet havde den udmærkede Drengeleder, Oscar Svendsen, arrangeret en Udflugt til Køge for saa at sige hele Drenge-afdelingen, der herved fik Lejlighed til at heppe de »Gamle« frem.
   Det saa faktisk sort ud i Starten af Kampen. B. 1921 spillede som smaa Engle og førte det ene velbyggede Angreb frem mod vort Maal efter det andet. Der var noget »svensk« over deres Spil. Bolden gik i de nydeligste Trekanter som trukket efter en Snor. De første 20 Minutter var et sandt Pres mod Hvidovremaalet, og det maatte gaa galt. Venstre Wing paa B.1921 Hold kom pludselig fri og skød haardt og fladt, og Bolden passerede Aksel Larsen — vor Maalmand, der i Parantes bemærket stod aldeles straalende paa Maal den Dag —, men pludselig dukkede gode gamle Sejer op paa Maallinien og sendte Bolden ud paa Banen med et befriende Spark. Hvor han kom fra, er endnu aldrig blevet opklaret!. Efter denne alvorlige Forskrækkelse fik vort Hold Ro over Nerverne, og nu var det vor Tur til at give Tonen an.
   Kort før Halvleg trak Palle Johansen sig brillant fri paa højre Fløj og serverede den lækreste Aflevering til »Brormand«, der kvitterede med koldt og roligt at sende den i Nettet uden Chance for Maalmanden. 1—0, men der var endnu 45 Minutter, hvor alt kunde ske. I Pausen sagde Træneren Aage Boe: Det staar 1—0, og 1—0 er nok at vinde med! Har I forstaaet det, Gutter ?
   Den gode Boe fik Ret. Vore Spillere gik paa Banen med den faste Vilje, at B. 1921 ikke maatte score, og da ydermere Regnen begyndte at styrte ned, kom vore smaa lette Teknikere rigtig til deres Ret, saaledes at vi faktisk havde det meste af Spillet i denne Halvleg og nogle gode Chancer for at øge. Men — ret Ryggen og tal Sandhed: B. 1921 var et glimrende Hold, der lige saa godt kunde have fortjent at rykke op som vi. Man maa blot haabe, at dette sympatiske Hold snarest faar det Held — der skal nemlig Held til — som betinger, at man kan komme igennem Naaleøjet ind til Danmarksturneringens 3. Division. Kampen i Køge var det Aar »den moralske Finale« i Kvalifikationsturneringen. Derom kan der ikke herske Tvivl.

Den store Dag.

   Saa kom den store Dag, hvor vi for anden Gang i en Kvalifikationsfinale skulde prøve Lykken. Med de andre Aars Erfaringer in mente var der en Del Diskussion om, hvorledes vor Taktik mod Svenborg den 12. Juni i Slagelse skulde være. Nogle mente, at vi skulde spille »Bold«, fordi det maatte vi da klare os bedst paa, og andre var af den sikre Overbevisning, at Holdet skulde fighte sig igennem denne Kamp. Begge Parter blev for saa vidt snydt, for Holdet gik nemlig ud og gjorde begge Dele, da det kom til Stykket — og det gav Bonus.
   Der var en sand Invasion af Hvidovretilhængere i Slagelse den 12. Juni, men ikke mindre end 1200 Svendborgensere havde taget den lange Vej til Sjølunds fagre Sletter for at se Svendborg rykke op. Vi var unægtelig i Mindretal, vi fra Hvidovre. Optakten til Kampen fik det til at løbe koldt ned ad Ryggen paa os. Da Svendborg-Spillerne kom paa Banen havde de et stort Orkester i Spidsen, der spillede: »Vi kommer li' fra Svendborg av«. Det var aabenbart de gode Blæseres Mening at puste Liv i Fynboerne og vælte det Korthus, vi havde bygget vore Opryknings-Forventninger paa. Om der kom Skidt i Hornene siden, maa staa uopklaret hen, men paa et vist Tidspunkt — da vi kom foran 3—0 — tav Hornene. Maaske slog de gode Blæsere sig paa Flasken i Stedet i Sorgen over, hvorledes det gik deres Bysbørn. Imidlertid Spøg til Side. Det var virkelig med en bemærkelsesværdig Interesse hele Byen ved det smukke Sund fulgte sine Fodboldhelte. Saaledes var der Transmission fra Slagelse til Svendborg à la Gunnar-Nu, og en hundredtallig skare fulgte paa Svendborg Torv Slagets Gang i Højtaleren.
   Svendborg var i den samlede Presse tippet som Storfavorit, idet Holdet i de indledende Kampe havde fightet baade Herning, Fremad, og Slagelse ud af Banen. Det viste sig imidlertid hurtigt, at vi rent fodboldteknisk laa en Klasse over vore Modstandere, og i Fight stod vore Elleve bestemt heller ikke tilbage for Fynboerne. Det skal indrømmes, at vi kom lidt let til de to første Maal, som Helmer med straalende Blik for at placere sig rigtigt tegnede sig for, og det skal ogsaa indrømmes, at vi var heldige, da Svendborg ved Stillingen 2—0 »brændte« et Straffespark, men efter den Tid havde vi saa at sige hele Spillet. Ydermere tegnede Jørgen Ziegler sig for at godt Maal, efter at Palle Johansen havde ramt Stolpen. Med 3-0 gik vi til Halvleg. Et godt Rygstød i en saa vigtig Kamp. Forklaringen paa Svendborgs svage Indsats i 2. Halvleg maa derfor ses under den Vinkelt, at vi kunde koncentrere os om at dække op helt ind til Maalet, mens Svendborg-Spillerne i deres forgæves Iver for at score lavede store Blottelser i Forsvaret. Og det skal man ikke, naar en saa hurtig Spiller som Jørgen Ziegler er med i Modstandernes Angreb.
   Der var kun gaaet faa Minutter af anden Halvleg, da samme Jørgen pludselig »rykkede« frem til en høj Bold, og skønt trængt af flere Modstandere sendte han fra ca. 20 Meters Afstand Bolden i Maalhjørnet med et Sus, som Svendborgs Maalmand først opfattede bagefter. Resten af Halvlegen havde vi mange gode Angreb og gode Chancer for at score, men Lykkens Gudinde havde jo været os yderst gavmild. Dog — Ib Christiansen syntes, at nu havde de gode Forwards deltaget nok i Maalrusen og da der manglede et Par Minutter trak han frem i Angrebet og saa pludselig Chancen. Og saa sad den der!.
   Den Episode, der herefter udskillede sig, fortæller lidt om den Glæde, vi alle følge gennemstrømme os. Spillet fortsatte — der var ca. 3 Minutter igen — men midt paa Banen stod to Hvidovre-Spillere og omfavnede  
De tre billeder (Side 52) er hentet fra Finalekampen i Slagelse, hvor vort 1. Hold med en 5—0 Sejr over Svendborg Boldklub sikrede sig Oprykningen til Danmarksturneringen. —Øverst: Helmer Rasmussen (i Baggrunden) har passeret Svendborgs Maalmand og dermed scoret det første vigtige Maal. I Midten: Erik »Brormand« Larsen var suveræn i Luften, og her har han lagt an til vort femte Maal, idet han header Bolden tilbage til Ib Christiansen. Nederst: Ib Christiansen har scoret efter at være gaaet frem fra sin Fløjhalfplads og er nu glædestrålende paa Vej tilbage, mens Svendborg-forsvarerne konstaterer de for dem saa sørgelige Kendsgerninger.


Side 53: Øverst bæres de nykaarede 3. Divisionsspillere i Triumf ud af Banen af begejstrede Tilskuere. Som det ses, faar Spilleren til højre et »Knus« af Lillemor, og det var vel den allerbedste Tak for den straalende Indsats. Der er vist ikke Tvivl om, at Herren foran i Billedet er fra Svendborg. — I Midten: Anføreren Erdman Ziegler bæres i Guldstol af to gamle 1. Holdskammerater, John Olsen og Sven Ove Svendsen. — Nederst: Fra Receptionen paa Raadhuset ses her Spillere og Ledere i Selskab med Sogneraadsformand Toft Sørensen. (Forrest i Midten).

hinanden i Begejstring, og de to lod fuldkomment haant om, at Svendborg netop førte et farligt Angreb frem. Kampen var vundet 5—0, og vi var i 3. Division.
   Vore Tilhængere stormede ind paa Banen, da Kampens Dommer, Ernst Hansen fra Vejle, fløjtede af, og løftede de 11 Hvidovrespillere op paa Skuldrene og bar dem i Triumf ud af Banen. For en Gang Skyld syntes man, at dette var passende.
   Det skal her siges til Træneren Aage Boes og Spillernes Ros, at den Koncentration, det Sammenhold og den Vilje til at kæmpe og sejre i disse tre vigtige Kampe var ovenud straalende. Det vil til sene Tider for os i H.I.F. staa som et lysende Eksempel til Efterfølgelse for vore Hold i Fremtiden.
   Ogsaa Kampens Dommer, Ernst Hansen, skal have Tak for sin uhildede Indsats, som ingen hverken vore Modstandere eller Tilskuere i al Almindelighed havde det mindste at udsætte paa. For vort Vedkommende kan vi kun udtale: Selv i en Pokalfinale — eller en hvilket som helst anden vigtig Kamp — mod hans egen Klub, Vejle, kunne vi ikke tænke os nogen bedre Dommer end Ernst Hansen. Større Ros kan en Dommer vist ikke faa, men den er bestemt ikke for stor.
   Mange vil maaske mene, at vi i Begejstringen over vor Sejr ser tilbage paa Kampen gennem slørede Brilleglas, men nej, dette skrives med koldt og roligt Overlæg et Aar efter, at Kampen udspilledes. Vore Modstandere fra Svendborg var de mest sympatiske og fair Modstandere, vi fra Hvidovre til Dato har været udsat for. Naar man tænker paa, hvor vigtig denne Kamp var for begge Hold, var det vel tilgiveligt, om Spillet havde udartet, men Kampen igennem saa man ikke et eneste Frispark lavet med Overlæg, og efter Kampen viste Svendborgspillerne, at de ikke alene kendte, men ogsaa forstod at efterleve Parolen: Tab og vind med samme Sind.
   Svendborgs stoute Anfører, Carlo Thaarup, har velvilligst efterkommet en Opfordring fra Jubilæumsskriftets Redaktion om at fortælle lidt om hans Syn paa Kampen. Her er hans egne Ord: »Vi mødte med de bedste Forhaabninger til Kampen i Slagelse efter vore Sejre over Herning og Slagelse, og ikke mindst havde vore Tilskuere ventet, at vi skulde vinde Finalen og derigennem efter fire Aars Forsøg naa det forjættede Land: 3. Division.
   Men det gik som bekendt ikke, og hvis var Skylden ?. Først og fremmest vor egen, idet vi den Dag spillede daarligt og idèforladt. Dernæst skal det fremhæves, at vi mødte et Hold, som var os klart overlegent, og hvis Sejr var saa fortjent, at næppe selv den mest fantatiske Svendborg-Tilhænger ville finde paa at pille ved den.
   For Boldklubben »Hvidovre« maa den 12. Juni 1949 staa som en lykkelig Milepæl. For os i S.B. blev det en Sorgens Dag, men selv om vi, naar Datoen d. 12. Juni 1949 nævnes, først tænker paa vort Nederlag, vil vi ogsaa fra den samme Dag bevare Mindet om vore fair og sympatiske Modstandere, der baade under og efter Kampen optraadte som gode Sportsmænd.
   Af mine Modstandere lagde jeg mest Mærke til Stinus Kirkeby og Brødrene Erdman og Jørgen Ziegler. Sidstnævntes pragftfulde Maal i 2. Halvleg vil mindes til sine Tider — ogsaa her paa Sydfyn.
   Paa Jubilæumsdagen vi I sikkert modtage mange Lykønskninger. Jeg vil gerne føje min til, og jeg er overbevist om at have mine Klubkammerater med mig, naar jeg siger Tak for sidst og sender Jer de bedste Hilsener samt Ønsket om fortsat Fremgang paa Vejen fremover« Carlo Thaarup.

Dagene derpaa

Ja, det var i Sandhed herlige Dage. Vi fra Hvidovre følte, at vi havde oplevet ikke mindre end H.C.Andersens Eventyr om den grimme Ælling, der blev til den stolte Svane, i moderne Udgave.
   Sven Ove Svendsen fostrede den glimrende Idè at præsentere det nye 2. Divisionshold fra Skovshoved mod vort opkomplede 3. Divisionshold. Selveste John Hansen fra »Juventus« gav Bolden op og benyttede Lejlig-heden til at vise den Interesse, Familien Hansen altid har haft for Hvidovre, idet han overrakte Klubben en pragtfuld »Parola« Bold.
   Det samlede Sogneraad med Sogneraadsformanden Toft Sørensen i Spidsen hyldede paa Hvidovre Kommunes Vegne vore 12 Kvalifikations-spillere og Træneren Aage Boe for den Indsats, de havde gjort for Sporten i Hvidovre, og som havde bragt Kommunens Navn paa alles Læber — sagt med Sogneraadsfor-mandens egne Ord. — Spillerne fik derefter overrakt et Diplom som Tak og indskrev deres Navne i Kommunens blaa Bog, hvorefter der blev spenderet Vin og 
Kransekager og andre gode Ting i det efterfølgende Samvær med Sogneraadet. En Dag, der var en Oplevelse, og som viste, at Kommunens øverste Raad ogsaa tænker paa Sports-Ungdommen herude.
   Holdet, der spillede Hvidovre op i 3. Division, var saaledes fra Maal til venstre Wing: Aksel Larsen - Henning Svendsen og Sejer Jensen — Ib Christiansen, Stinus Kirkeby og Erdman Ziegler — Palle Johansen, Erik Larsen, Jørgen Ziegler, Kurt Svendsen og Helmer Rasmussen. I Kampen mod 1910 var Walther Bertram dog med som Maalmand.